Anders And: En fødselar i alvorlige problemer

I dag er det præcis 60 år siden, at verdens mest berømte and for første gang udkom i magasinform i Danmark. Foto: Orignalforside
I dag er det præcis 60 år siden, at verdens mest berømte and for første gang udkom i magasinform i Danmark. Foto: Orignalforside
Lyt til artiklen

I efterkrigstiden oplever Amerika sit andet goldrush. Befolkningen i Europa hungrer efter amerikansk kultur. Derfor valfarter repræsentanter fra forlag i alle størrelser til Staterne for at sikre sig udgivelsesrettighederne til amerikansk litteratur. Både bøger og tegneserier. En af dem er 42-årige Dan Folke – en mand med pænt friseret sideskilning og jakkesæt, som man har på, når man er underdirektør i Forlaget Gutenberghus. Dan Folke har taget færgen via London til USA, hvor han skal mødes med de to brødre Roy og Walt Disney for at sikre rettighederne til at udgive tegneseriebladet Walt Disney’s Comics & Stories i Skandinavien. Selv om Gutenberghus er et lille trykkeri på dette tidspunkt, lykkes det alligevel Dan Folke at få rettighederne i hus for næsen af flere store forlag, blandt andet svenske Bonniers. Anders And & Co er født.

Oplaget falder og falder
I dag er Gutenberghus blevet til Egmont, som er verdens største producent af Anders And-tegneserier. Selskabets netværk af freelancetegnere skaber årlig 2.400 sider med tegneserier til 25 lande.

Men Egmont har svært ved at få nutidens børn til at involvere sig i Anders And. Bladets oplag falder. Sidste år kom det hidtidige lavpunkt, da oplaget nåede kun 55.000 eksemplarer.

Det er et af de kraftigste oplagsfald inden for ugemagasiner. I bladets storhedstid trykte Egmont 200.000 eksemplarer om ugen.

»Anders And er blevet en hyldevare blandt usædvanlig mange hyldevarer. Det ligger i benhård konkurrence med computerspil, tv-kanaler og ikke mindst internettet, hvor børn kan være aktive på en måde, som ikke er set tidligere«, forklarer tegneserieekspert og indehaver af galleriet comicart.dk Peter Hartung og fortsætter:

»Jeg tror, at tiden er løbet fra Anders And. Men jeg kan heller ikke se, hvordan det skulle følge med tiden«.

Cigarer og revysange
Ingen ved i præcise detaljer, hvordan det lykkedes den ukendte Dan Folke at overbevise Disneybrødrene om, at et lille trykkeri i Danmark skulle udgive Anders And & Co. i Skandinavien.

Men historien, som den er blevet fortalt videre i Egmont gennem årene, siger, at vi skal helt tilbage til 1931 for at finde svaret. Det år mødes to unge mænd i en lille bar i Californien.

Den ene er Dan Folke, som er 25 år, men allerede har været medforfatter på flere kendte revysange, blandt andet ’Glemmer du?’ og ’Gå med i lunden’.

Den anden er Walter Elias Disney, som alle kalder Walt. Han er 31 år og har netop opnået stor succes med Mickey Mouse i tegnefilmen ’Steamboat Willie’, og nu arbejder han på kortfilmen ’Flowers and Trees’, som senere vil skaffe ham den første af mange Oscars. De to mænd ryger et par cigarer og hygger sig omkring klaveret, hvor Dan Folke spiller nogle af sine sange for Walt Disney.

Da aftenen er overstået, går de hver til sit og mødes først igen 17 år efter i 1948, da Dan Folke ankommer til Walt Disney Productions i Burbank, Californien, for at forhandle aftalen om Anders And & Co. på plads med Walt og Roy Disney. Det siges, at de tre mænd igen samler sig rundt om klaveret, hvor Dan Folke spiller flere af sine revynumre. Noget ekstraordinært er der i hvert fald sket, for Dan Folke vender hjem med rettighederne til Anders And & Co. og et venskab med de to brødre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her