»Hvis vi så lukkede Operaen nu og resten af året, ville jeg stadig være stolt af det niveau, vi har nået«, siger Kasper Bech Holten, operachef på Det Kongelige Teater.
Han afviser alt, hvad udefra set kunne fortolkes som en begyndende krise for nationalscenens guldfugl gennem snart mange år. »Vi har solgt 200.000 billetter i Operaen i år, og for en by af Københavns størrelse er det helt uhørt og meget højere end i åbningssæsonen 2005. Og hvis der så er tale om en lille nedgang i forhold til sidste år, betyder det jo kun, at i fjor var et olympisk rekordår for os«.








