Det er dybt kritisabelt, at klager over vold og sex i børnenes sendetid og problemer med lyden år efter år optræder på listerne over de ting, som DR’s seere klager mest over. Det mener lytternes og seerens redaktør hos DR, Jacob Mollerup, som i denne uge offentliggjorde sin rapport om klager til DR i sidste halvdel af 2008. I sin rapport udarbejder Jacob Mollerup, hvis job er at forholde sig til klager fra seere og lyttere, hvert år en liste over de ting, som han har fået flest klager over. »Jeg laver listen for at sige, at det her ikke er godt nok. Det er klart utilfredsstillende, at der er så mange punkter, som går igen«, forklarer han.
Især to gengangere
Det er især to gengangere, som Jacob Mollerup mener, at DR bliver nødt til at tage seriøst og arbejde videre på.
»Det er et problem, at folk ikke kan høre, hvad der bliver sagt, og derudover tager man ikke nok hensyn til børn i programplanlægningen«, forklarer Jacob Mollerup.
I anden halvdel af 2008 modtog han over 100 klager over formiddags- og eftermiddagsprogrammer, som ikke var børneegnede.
Prostitution om formiddagen Et af programmerne, som især fik småbørnsforældre op af stolen, var programmet ’Prostitution - er du med på det hele’, som blev tv-sendt om formiddagen en søndag i august. »Problemet er, at der uden forvarsel i dagtimerne kommer noget på den store public service-kanal, som i den grad ikke er egnet for børn, når man ved, at det er på de tidspunkter, der er mange børn, som ser fjernsyn«, forklarer Jacob Mollerup.








