Kulturværten er ulykkeligt forelsket i cykling

Journalist Stéphanie Surrugue har blandt andet Jokeren og forfatteren Lone Hørslev i  studiet, når  DR's Kulturguiden har sæsonpremiere på lørdag.  Foto: Niclas Nordenstrøm/DR
Journalist Stéphanie Surrugue har blandt andet Jokeren og forfatteren Lone Hørslev i studiet, når DR's Kulturguiden har sæsonpremiere på lørdag. Foto: Niclas Nordenstrøm/DR
Lyt til artiklen

Hvordan ser den perfekte tv-aften ud, hvis du selv kunne sammensætte den? »Lige nu ville det være ret perfekt med ti afsnit af ’Californication’. Jeg er med et års forsinkelse blevet hooked på Hank Moody og den dér anarkist-romantiske cocktail af sex, sprut, stoffer, solskin og skriveblokering. Moody er en blanding af fuldfed kliché og moderne Rimbaud, så sølle og så cool, og alle kvinder, der har tvunget deres kærester til at se ’Sex and the City’, burde tvangsindlægges til en solid omgang ’Californication’«. Findes der et tv-/radioprogram, du ville ønske, du havde lavet? »Øhh ... jo, måske ’En forårsdag i helvede’, Jørgen Leths klassiker om cykelløbet Paris-Roubaix. Jeg er ulykkeligt forelsket i cykelsporten – forelsket, fordi den er så smuk og brutal, ulykkelig, fordi den er så korrumperet. Jørgen Leth lavede sine to cykelfilm i midten af 1970’erne, og jeg kan næsten være helt misundelig på ham, fordi han nåede at elske sporten, inden dopingdjævlen ødelagde den«. Hvilket program er du mindst stolt af at have lagt navn til? »Jeg lavede lokal-tv ude på Kanal København sammen med nogle venner fra RUC i slutningen af 1990’erne. Det var vildt sjovt for os, men rimelig sort for alle andre, tror jeg. For eksempel lavede vi et musikprogram, der hed ’Uden Puls’, hvor vi sad i en betonkælder og viste fem-ti år gamle musikvideoer. Det var virkelig mærkeligt«. Hvilket tv-program har senest fået dig til at grine højlydt? »Graham Nortons fuldstændig deliriske talkshow. Han får sine gæster til at fortælle de mest ufattelige historier og gøre de mest ufattelige ting – det er noget af det sjoveste fjernsyn overhovedet«. Og til at græde eller hidse dig op? »Jeg hidser mig op så godt som hver gang, jeg ser nyheder. Sidst, jeg græd foran mit fjernsyn, var omkring jul, hvor jeg så ’Godfather III’. Selv om jeg nok har set ’Godfather’-filmene ti gange, slår det aldrig fejl: Sofia Coppola bliver skudt, Al Pacino bryder ud i et stumt skrig, og jeg bryder ud i gråd«. Hvilket tv-minde er det bedste fra din barndom? »Når min mormor passede mig, så vi altid de gamle Hollywood-klassikere i ’Fireforestillingen’ sammen. Det var så sindssygt hyggeligt at sidde der i hendes grønne lædersofa og drikke saftevand og se ’Afrikas Dronning’, ’Borte med Blæsten’ eller ’Singing in the Rain’, mens hun læste underteksterne højt for mig«. Hvem er Danmarks bedste tv-/radiovært? »Martin Krasnik var king of cool på ’Deadline’, nogen må lokke ham væk fra Weekendavisen«. Hvad mangler dansk tv/radio i øjeblikket? »Et kulturnyhedsprogram. De fleste europæiske lande kan finde ud af at lave daglige kulturudsendelser med nyheder og aktuel debat. I Danmark bliver stoffet gemt dybt inde i rigtige nyhedsudsendelser, men jeg tror ikke på, at danskerne er så meget mindre kulturinteresserede end svenskerne, der går amok i kultur-tv«. Kan du anbefale en netradiokanal? »Til folk med en fetich for gamle franske kærlighedssange er www.nostalgie.fr helt magnifique«. Er der et tv-program, du ikke vil gribes i at følge med i? »’Extreme Makeover Home Edition’. Og jeg vil især ikke gribes i at græde, bare fordi en fattig, sort familie med 13 handikappede børn får et nyt køkken, mens en manisk tv-vært skriger: »Welcome home!«, og indretningsarkitekterne får blanke øjne over deres egen indsats for menneskeheden«. Har du et karaktertræk, du forsøger at skjule, når du går på? »Ja. Men jeg har sværest ved at skjule mine flade, københavnske a’er«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her