Pigerne har delt skiltene mellem sig mandag eftermiddag på Rådhuspladsen i København. Det varer stadig timer, før aftenens X Factor-koncert begynder, men pigerne trodser den bidende kulde. Hver gang deres idol under lydprøverne nærmer sig scenen, hviner pigerne og sender skiltene i luften. Deres håndskrevne budskab kommer i fire afdelinger. På første skilt står bare VI. På andet skilt har de tegnet et stort, rødt hjerte. Tredje skilt siger MOHA. MED! står der på fjerde skilt. Andres bannere har fotos på, men budskabet er det samme. Ja, de elsker Mohamed, som ikke alene bærer det mest almindelige indvandrernavn i Danmark, men også har navnet, som i en anden staveform betegnede krisen, der gjorde Danmark forhadt i hele den muslimske verden.
'Genudsend programmet!'
Når Tyrkiet lige nu taler om Anders Fogh som (u)mulig Nato-generalsekretær, er det tydeligt, at den gamle Muhammedkrise på ingen måde er glemt, men her i landet har navnet lige nu en helt anden klang som følge af programmet, omkring to millioner seere vil følge i aften.
Integrationskonsulent Manu Sareen er lykkelig for det, han ser.
»X Factor er bedre end 1.000 integrationsprojekter. Hver gang de skyder ude på Nørrebro, burde man genudsende den seneste udgave af X Factor«, siger han.
For Sareen er det elementær brobygning, når etniske danskere ser mørklødede Sidsel kæmpe for at gå videre eller følger knægtene fra Asian Sensation og kampen mod tonernes overmagt.
Pigerne elsker Mohamed Men mandag eftermiddag er det ikke mindst 15-årige Mohamed, pigerne skriger for at se.










