Tysksprogede tv-serier har været et sjældent syn på de danske kanaler, men for 35 år siden opnåede serien ’Den gode soldat Svejks eventyr’ over Jaroslav Haseks satiriske roman en umådelig popularitet.
Den altdominerende hovedrolle som den ukuelige tjekkiske soldat med den formildende og underfundige humor, hvormed han løser mange af livets fortrædeligheder, blev skabt af skuespilleren Fritz Muliar, der med denne præstation skaffede sig internationalt renommé.
Nu er Fritz Muliar død, 89 år.
Socialdemokrat til sin død
Muliar var ægte wiener og døbt Friedrich Ludwig Stand, og han voksede op i en splittet familie med en mildt sagt broget baggrund – ærkekatolsk, tysknational, venstreorienteret og jødisk.
Hele sit liv støttede Fritz Muliar engageret det østrigske socialdemokrati.
Allerede som 16-årig forlod den unge Fritz skolen og kastede sig over en uddannelse som skuespiller. Han debuterede i en wienerkabaret i 1937, men måtte efter Østrigs tilslutning til Nazityskland året efter lade sig nøje med at optræde i harmløse operaparodier og lystspil.
I 1940 blev Fritz Muliar indkaldt, men blev siden både fængslet og dømt til døden for sine forsøg på at rive Østrig fri af Tyskland igen. Straffen blev omgjort til en udstationering ved Østfronten, og den sidste del af krigen tilbragte Muliar i engelsk fangenskab.
Populær skuespiller
Oven på krigens rædsler virkede Fritz Muliar som radiovært og som skuespiller og instruktør i Graz.
Men fra 1949 var Fritz Muliar tilbage i Wien, og her skabte den lavstammede Muliar sig en stor karriere som en populær skuespiller – ofte i komiske roller, men også i det klassiske repertoire – på den østrigske hovedstads store og betydende scener. Især var han en af de førende kræfter på Burgtheater.
Allerede i 1940 indspillede Fritz Muliar sin første film, og det blev til et hav af roller til den højtdekorerede kunstner i mere end 100 tv-film og -serier.
Muliar fik den smukkeste død, en skuespiller kan drømme om. I søndags stod han på scenen i Josefstadt i Peter Turrinis stykke ’Værtinden’. Natten til mandag faldt han sammen i sit hjem, og kort tid efter døde han på et hospital i Wien.








