Konceptbutikker med limited editions T-shirts, lækre bøger, magasiner og andet godt findes der allerede et væld af rundt omkring. Blandt de bedste af slagsen kan nævnes Colette i Paris, Corso Como i Milano og ikke mindst Storm i Store Regnegade i København.
Nu hopper hotellet Fox ved Jarmers Plads med på bølgen. Hotellet, der for et par år siden gjorde sit indtog i byen med en storstilet kunst-happening-kampagne, slog i forrige uge dørene op til deres helt egen livsstilsbutik 'Fox Boutique', der har åbent alle ugens syv dage.








