Lyt til artiklen
Hej, Linda til lykke med sejren, det var sørme flot.
»Tak skal du have«.
Det er hurtigt, du har fået lavet et helt album.
»Ja, det må man sige. Det er gået lidt hurtigt«.
Men det er da ikke mere end en uge siden, du vandt sammen med ham der fra Bamses Venner.
»Nå ja, det er også rigtigt. Men det er jo nu eller aldrig«.
Nå, men jeg har alligevel lige nogle kritiske spørgsmål: Var det ikke bare, fordi Peter Aalbæk simpelthen hader børn, der optræder, at du vandt?
»Jo, det var det nok«.
Og du er jo trods alt over 25 år.
»Ja, det er jeg. Jeg er faktisk 55. Det er først kommet frem nu i dag. Sandheden kommer jo altid frem. Jeg er 55 år«.
Så synes jeg da, det er endnu mere fantastisk, at du har vundet Aftenshowet – i så høj en alder.
»Ja, jeg holder mig ret godt, ikke«?
Jo. Men Linda, det er bare noget pjat: Jeg ved selvfølgelig godt, at det var dig, der vandt over ham der Mohamad Ali. Men var det ikke på en billig baggrund? Var det ikke bare på grund af alle de smålige racister, der ikke ville have en perker til at vinde? Alle Dansk Folkepartis kernevælgere, der både har en mobiltelefon og kan finde ud af at sende en sms på den, stemte jo på dig.
»Nej, jeg tror, det er, fordi jeg har en bedre røv end ham. Sådan er det. Nu synes jeg, at vi skal holde os til fakta«.
Men jeg ved jo godt, du er vild med at tale om, at du har haft et meget svært liv: Du har jo både været på slankekur, er vokset op på Færøerne og har engang haft brand i din lejlighed. Ærligt talt, jeg kender altså en del, der har været ude for noget, der er værre. Hvad skaber du dig for?
»Jeg ved det virkelig ikke. Det er igen det med: »Se mig, og giv mig lidt opmærksomhed«. Det er meget ynkeligt. Men når man nu ikke kan synge, må man finde på noget andet«.
I ’X Factor’ vandt du en pladekontrakt på en million kroner. Nu har du så lavet en cd. Hvad skal du bruge resten af pengene til?
»Problemet er, at en million kroner er ingen penge til sådan en cd«.
Jeg har lige hørt den. Den lyder mildt sagt ikke som en million.
»Det har den kostet. Alt i alt med reklamer og tv-spots. Der er måske en lille slat til mig. Men ikke noget at råbe hurra for«.
Nej, det er der bestemt ikke. De må være gået til i et opskruet reklamebudget og vildt dyre producere. Du har jo haft otte producere på ti numre. Du kunne have fået en fed andelslejlighed for pengene. De er godt nede i pris for tiden.
»Ja, du har fuldstændig ret. Men nu er det for sent«.
Men hvis alle, du har skrevet tak til i noterne på dit cd-omslag, køber din plade, kommer den til at sælge godt. Jeg har aldrig set så lang en takkeliste.
»Ork, den var meget længere. Det er den 25. redigerede udgave. Min første takkeliste var på tre A4-sider. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne nævne alle ved navn«.
Er det så det, der er blevet kogt ned til »alle på Færøerne«, »alle der stemte på mig« og »alle på DR«.
»Ja. De sagde, at jeg skulle vælge imellem hele min takkeliste og at trykke teksterne. Og så tænkte jeg, at det nok ville være mere interessant, hvis der var tekster i coveret«.
Det tror jeg sgu ikke. Nu er det jo nemmere at gennemskue, hvor klodsede, banale og dårlige de er.
»Oh, dearest«.
Men jeg skal ellers hilse fra en, der hedder Jørgen, som arbejder i kantinen i DR Byen. Han blev sådan set takket to gange, for han er også fra Færøerne.
»Jamen, jeg var også lige ved at sige tak til dronningen«.
Det tror jeg gerne. Men Jørgen gider nok ikke købe to cd’er af den grund.
»Årh, come on. Alt, hvad du giver, kommer igen og igen. Køb dog syv af dem, Jørgen«.
O.k., men så har jeg ikke mere at sige end: Kúrír tú litli songfuglir min.
»Ja, du skal bare lade, som om du er godt stiv. Så får du den færøske accent med«.
