Ulrich Mühe vandt international anerkendelse for sit portræt af en østtysk Stasi-officer i den oscarbelønnede tyske film ’De andres liv’.
Nu er han død af mavekræft i en alder af 54 år, netop som Hollywood var blevet opmærksom på ham. Nyheden om Mühes død kom onsdag, men han døde allerede søndag i sit hjem – samme dag den tyske avis Welt am Sonntag bragte et interview med ham, hvori han for første gang fortalte, at han havde kræft. »Ja, jeg har kræft«, sagde Mühe. »Jeg får den nødvendige behandling, og jeg håber snart at få det bedre«. Blev syg på toppen Han fik konstateret sygdommen omkring nytår, netop som opmærksomheden om ’De andres liv’ var på sit højeste. Filmen er et koldkrigsdrama om en Stasi-officer i Østberlin, der får til opgave at aflytte en skuespilforfatter og dennes kone, der er skuespiller. Filmen blev afvist af filmfestivalen i Berlin, men modtog siden en oscar for bedste udenlandske film i 2006. Trods sin sygdom fløj Mühe i april til Los Angeles med filmens instruktør, Florian Henckel von Donnersmarck, for at deltage i oscaruddelingen. »Det ville han ikke gå glip af, selv om han allerede havde smerter«, siger hans impresario, Ute Zahn. »For en skuespiller er oscaruddelingen det samme, som det ydre rum er for en astronaut«. Imponerende karriere ’De andres liv’ var højdepunktet i Mühes lange og imponerende karriere på Berlins teatre og i tysk film og tv. Mühe, der blev født i Østtyskland, gik på teaterskole i Leipzig, inden instruktøren Heiner Müller hentede ham til Østberlin til en opsætning af ’Macbeth’ i begyndelsen af 1980’erne. Mühe blev en del af Deutsches Theaters ensemble i 1983 og spillede med i en lang række film og tv-produktioner, senest krimiserien ’Der letzte Zeuge’ (Det sidste vidne, red.) og i den satiriske film ’Mein Führer – Die wirklich wahrste Wahrheit über Adolf Hitler’ (Min Fører – den virkelig sandeste sandhed om Adolf Hitler, red.). Operation kan have givet kræft Kort før turen til oscaruddelingen fik Mühe foretaget en stor maveoperation. Det var ikke hans første store operation. Da han i 1970’erne aftjente sin værnepligt i den østtyske hær – som grænsevagt ved Berlinmuren – fik han fjernet to tredjedele af mavesækken ved et indgreb, som man nu ved kan fremkalde kræft. Der har siden april lydt stadig flere rygter om Mühes tilstand, og hans interview i Welt am Sonntag var et forsøg på at dæmpe interessen blandt journalister og paparazzi. Imens har manuskripterne hobet sig op på hans impresarios skrivebord. Mühe døde i sit hjem i Walbeck i delstaten Sachsen-Anhalt, hvor han boede med sin anden hustru, skuespilleren Susanne Lothar, og deres to børn. Han efterlader sig også et barn fra sit første ægteskab med skuespilleren Jenny Gröllmann, der døde af kræft sidste år. Mühe anklagede Gröllmann for at have givet Stasi oplysninger om ham i DDR-tiden, men Gröllmann afviste disse anklager på det kraftigste. Oversættelse: Mette Skodborg










