Stjernefotografer fortolker det danske landskab

Peberholmen, den kunstige ø i Øresundsforbindelsen, fotograferet i september 2008.
Peberholmen, den kunstige ø i Øresundsforbindelsen, fotograferet i september 2008.
Lyt til artiklen

Den nye, trafikerede Lillebæltsbro set fra den ældre Lillebæltsbro, hvor togene passerer, og man stadig må cykle.

De danske grænseområder mod syd, vest, øst og nord. Eller den nyere Amager Strandpark fanget i et foto taget fra en kran.

Det er nogle få af de mange temaer, som 14 kunstfotografer beskæftiger sig med i det hidtil mest omfattende danske, kunstfotografiske projekt, ’Danmark under forvandling’.

Historisk omfang
Ikke siden landskabsfotografiets første store epoke for et århundrede siden er kunstneriske fotograferinger af landet blevet viet så megen opmærksomhed og økonomi, som det er tilfældet i forbindelse med ’Danmark under forvandling’.

De 14 fotografer, der deltager i projektet, er Astrid Kruse Jensen, Christina Capetillo, Fie Johansen, Henrik Saxgren, Janne Klerk, Joakim Eskildsen, Kirsten Klein, Krass Clement, Mads Gamdrup, Nicolai Howalt, Peter Brandes, Trine Søndergaard, John Jedbo og Jørgen Borg.

Det er første gang, at Danmark gennemfotograferes af så mange billedkunstnere.

Forskelle i udtryk
Kulturministeriet, Ny Carlsbergfondet og Realdania støtter projektet, der blev indledt med en uges optagelser og diskussioner i Skagen sidste sommer.

Det fælles arbejde skal i efteråret 2010 munde ud i en bog og en udstilling.

Allerede nu kan man se, at fotografernes udtryksmæssige forskelle i allerhøjeste grad er med til at give projektet styrke, siger Louise Wolthers, som er kunstnerisk leder af ’Danmark under forvandling’:

»Der er jo tale om 14 meget personlige fotografer. De ser dette her som et sammensat, fælles projekt. I udgangspunktet havde projektet to formål: at være en kulturhistorisk undersøgelse af forandringer i landskabet i disse år. Og at vise, hvad fotografiet rent kunstnerisk kan i Danmark i dag. De to ting følges godt ad«.

Kunstneriske fortolkninger

’Danmark under forvandling’ foregiver ikke at give en komplet registrering af det danske landskab.

Der er tale om kunstneriske, fotografiske fortolkninger, understreger Louise Wolthers.

I den oprindelige formulering om projektet hedder det blandt andet:

»Projektet skærer, uden at ryste på hånden, en skive i tiden og skildrer land og by skabt på de æstetiske, idémæssige og visuelle præmisser, som fotografiet giver. Det danske landskab med kyster, havne og byer udgør et rigt materiale for stemningsbilleder, der altid har tiltrukket kunstnere, malere og fotografer, og som udgør en stadig kilde til fornyet inspiration«.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her