Vil man have gode østers i New York, går man på the Oyster Bar på banegården Grand Central.

Dybt inde i den smukke bygning kan man sidde og hælde de salte krapyler i gabet, mens rejsende fra hele verden piler rundt for at finde den rigtige subway til Flushing i Queens eller udgangen mod 42nd Street. Grand Central er en af de mest travle banegårde på Manhattan, men er efter en heftig forskønnelse i 90’erne en perle. Her er rummeligt. Overskueligt. Man kan se den fine arkitektur. Her er ikke slidt. Man føler sig tryg. Og så er der rent. Vil man have te i Paris, går man på Le Train Bleu på Gare de Lyon. Her kan man sidde i overdådige plysmøbler en kold søndag og sippe Ceylon-te, mens man spiser fine petit fours og prøver at fortrænge travlheden nede på sporene lige under restauranten. Kommer man om aftenen, kan man selvfølgelig få et godt måltid med salat, rødt kød og en god vin. Akkurat som alle andre steder i Paris. En lille åbenbaring på en af byens smukke banegårde, der nok kunne trænge til en ansigtsløftning, men som emmer af Paris og kvalitet.
Goutmetmarked med hapsdog Vil man have en hapsdog i København, går man ned på Hovedbanegården og finder deres Gourmetmarked. Ja, det hedder det. Man kan så vælge, om man vil have fransk sennep eller ketchup. Man kan også flotte sig og tage en croissant med noget ubestemmeligt snask indeni, som lige har taget turen fra en frostpose og ind i en ovn bag ekspedienten. Man kan også vælge at stå på hovedet over de løse fliser, der flyder i Gourmetmarked. Eller skvatte over kassen midt i butikken med dagens tilbud – to colaer og et marcipanbrød for 25 kroner. Lækkert.
Én stor løgn Denne klumme skal egentlig ikke handle om mad, men om det faktum, at Københavns Hovedbanegård spytter sine tusindvis af brugere lige i ansigtet dag efter dag. Så grim er den nemlig indvendig, at man skulle tro, at DSB – eller hvem der ejer foretagendet – er fuldstændig ligeglade med sine kunder. I virkeligheden er Hovedbanegården en stor løgn. Udefra funkler den som en perle med sine fine røde mure, takkede gavle og små spir. Indvendig er den en stor rodebutik, som i den grad godt kunne trænge til at få besøg af et boligprogram fra tv. Ikke nok med at der er snasket, og at butikkerne udelukkende sælger fed og usund mad, men også det sorte DSB-look fra 80’erne er så outdated, at man skulle tro, DSB kun holdt fast i det, fordi det signalerede god klassisk smag. Det gør det ikke. Og det gør selve Hovedbanegårdens centrale indretning heller ikke, hvor butikkerne virker mørke og lukkede, og hvor man skal kende stedet særdeles godt for at finde det, man leder efter. Bortset fra fastfood selvfølgelig.
Riv hele molevitten ned Riv hele molevitten ned. Altså alt inventaret. Også den grimme klods, der skal agere Oplysning lige der, hvor man engang mødtes under uret. Og få så nogle gode arkitekter og designere til at nytænke Hovedbanegården. Få lys, lethed, venlighed og et pift af noget lækkert ind i den gamle fine bygning. Det kan de både i New York og Paris. Og der kommer væsentlig flere gennem deres banegårde hver dag, end der gør på Hovedbanegården. Spørg brugerne, hvad de vil have. Spørg turisterne, hvad de synes om at komme lige fra den pæne lufthavn og lande midt i Danmarks største rodebutik. Hvis DSB vil have os til at tage toget til og fra arbejde, er det selvfølgelig en forudsætning, at togene kører til tiden. Men der er jo ikke nogen, der siger, at vi behøver fordrive ventetiden med at stå på hovedet over knækkede fliser, fare vild i de smalle og mørke gange mellem butikkerne eller spise klamme pølser. Giv Hovedbanegården en ansigtsløftning nu. Så den ikke kun funkler udvendigt, men også indvendigt. Det har den faktisk fortjent.