Dødstruslerne mod den colombianske arrangør, latinstjernen Juanes, var i går glemte i Cubas hovedstad Havana.
Her blev en fredskoncert med deltagelse af 15 latinmusikere og -grupper fra Sydamerika, Cuba og Spanien afholdt foran 1,2 millioner mennesker på Plaza de La Revolution. Det svarer til en tiendel af den cubanske befolkning.
Fredskoncerten har været kritiseret af eksil-cubanere i USA for at være en blåstempling af det kommunistiske styre i Cuba. Og hovedarkitekten bag koncerten, den colombianske popsanger Juanes, har modtaget dødstrusler.
LÆS Latin-stjerne optræder på Cuba trods trusler
LÆSFængslede systemkritikere støtter koncert på Cuba
Den spanske sanger Miguel Bosé sagde ifølge The Washington Post fra scenen, at »den største drøm, vi kan drømme, er drømmen om fred«.
Mødtes med Hillary Clinton
39-årige Juanes bor til dagligt i Miami i den amerikanske delstat Florida.
Op til koncerten har han flere gange mødtes med de amerikanske myndigheder for at få lov til at tage sine amerikanske medarbejdere med sig til Cuba.
Det er nemlig i strid med den handelsblokade, USA har haft med Cuba siden 1962, men latinstjernen har blandt andet haft møder med den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, der gav koncerten sin velsignelse.
Den amerikanske præsident Barack Obama udtalte sig før koncerten positivt om Juanes' musikalske fredsinitiativ:
»Så vidt, jeg forstår, så er han en fantastisk musiker. Han laver nogle gode koncerter«, sagde præsidenten til den den spansk-talende tv-station Univision.
»Jeg tror bestemt ikke, at det skader forholdet mellem USA og Cuba. Den her type kulturelle udvekslinger - jeg kan ikke overvurdere, hvor meget de hjælper«.
Planlægger fredskoncert i verdens voldeligste by
Juanes er døbt Juan Esteban Aristizábal Vásquez og er en af de bedst sælgende musikere i Latinamerika med mere end ti millioner solgte album.
I marts måned afholdt han en fredskoncert på grænsen mellem Colombia og Venezuela foran 100.000 tilskuere. Koncerten skulle bedre forholdet mellem de to lande, der i de seneste år har været anstrengt.
LÆS Håndtryk besegler fred i Sydamerika
Ifølge New York Times planlægger Juanes nu en tredje koncert på grænsen mellem USA og Mexico ved El Paso i den amerikanske delstat Texas og Ciudad Juarez i Mexico.
Juarez er i øjeblikket den mest voldelige by i verden. Sidste år blevet mere end 1.600 mennesker slået ihjel i byen, der har knap halvanden million indbyggere. Den høje mordrate skyldes især den omfattende narkokrig, som for hærger store dele af Mexico.
LÆS Narkokartel angriber med håndgranater
fortsæt med at læse








