Polanskis offer: Lad mig være i fred

Lyt til artiklen

Den amerikanske kvinde, der som 13-årig blev misbrugt af den verdensberømte filmskaber Roman Polanski, appellerer til, at sagen mod den polskfødte instruktør bliver droppet.

Advokater for Samantha Geimer forklarer, at kvinden har fået problemer med helbredet efter at være udsat for en sand menneskejagt siden anholdelsen af Polanski. Alverdens medier ønsker en kommentar fra den 45-årige mor til tre, som bor på Hawaii med sin familie.

»De har modtaget tæt på 500 telefonopkald fra medier over hele verden, der ønsker en kommentar«, lyder det i en skrivelse fra advokaterne.

»Svaret er: Vær venlig at lade mig være i fred. Men det vil de ikke. Offeret i denne sag er atter blevet offer«, konstaterer advokaterne.

Polanski blev pågrebet af de schweiziske myndigheder, da han ankom til filmfestivalen i Zürich for at modtage en pris. Årsagen var en mere end 30 år gammel arrestordre, der har afsæt i sagen fra 1977.

LÆS ARTIKEL

USA vil have Polanski udleveret

Dengang erkendte Polanski i USA, at han havde haft sex med den kun 13-årige Samantha. Men han forlod USA, inden han fik sin dom, og siden har han aldrig sat sine fødder på amerikansk jord.

76-årige Polanski har siden sin anholdelse været tilbageholdt i Schweiz med henblik på at blive udleveret til USA.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her