For komikeren og skuespilleren Jonatan Spang er tirsdag 4. august en helt almindelig dag, der begynder som alle andre. Han skal have morgenmad. Til morgenmaden skal han have sin kaffe. Og mens han indtager begge dele, skal han læse i sin avis. Som kulturperson er Jonatan Spang selvsagt interesseret i, hvad der står på avisens kultursider. Denne morgen er overskriften på Politikens kulturforside: ’Jeg kunne være en god kulturminister’.
LÆS ARTIKEL Pia K.: Jeg kunne være en god kulturminister
Artiklen er et stort interview med Dansk Folkepartis partileder Pia Kjærsgaard. Og selv om Jonatan Spang ikke specielt er interesseret i politik, kaster han sig over interviewet for at se, hvad Kjærsgaard nu har fundet på.
Alt går fint ned gennem første spalte.
Pia Kjærsgaard som kulturminister
Kjærsgaard revser kulturminister Carina Christensen (K) for ikke at være provokerende nok, hun skælder ud på Bjørn Nørgaard, fordi han engang parterede en hest og kaldte det kunst, hun vil omlægge kunststøtten, og hun undrer sig over, at dansktopmusik skal gemmes af vejen på en fjern radiokanal, som ingen kan høre.
Men i toppen af anden spalte spærrer Jonatan Spang øjnene op.
Kjærsgaard bliver spurgt, hvad der i hendes øjne er god kunst og kultur, hvortil hun svarer, at Jonatan Spangs teaterstykke ’2200 Carmen’ om livet på Nørrebro var fremragende.
»Han vil sikkert ikke bryde sig om, at jeg siger det her, men jeg synes altså, han er genial«, siger Kjærsgaard om Jonatan Spang.
Pia K's kulturkæledægge
Hjemme ved køkkenbordet sprutter kaffen ud af Spangs mund. Dansk Folkepartis partileder har lige erklæret sig som hans største fan, og den slags skal lige fordøjes, selv om man betragter sig selv som en åben, tolerant person, der mener, at der skal være plads til alle.
»Jeg vidste godt, at Pia var glad for de ting, jeg lavede. Det har hun sagt ved andre lejligheder, og hun møder ret ofte op på Nørrebro Teater til vores premierer«, siger Jonatan Spang.
»Men det kom alligevel som et chok, at det ligesom var mig og Bjørn & Okay, der blev fremhævet«.
Mobbet af kolleger
Interviewet løber som en steppebrand gennem stand-up- og teatermiljøet i København. En lang række af Spangs kolleger morer sig kosteligt over, at han nu er Pia Kjærsgaards kulturkæledægge.
Og ikke mindst Jonatan Spangs nabo, Mikael Wulff, gør, hvad han kan for, at ingen skal glemme, hvad Kjærsgaard har sagt om Jonatan Spang. Blev du lige frem drillet? »Ja, ja. I lang tid var jeg jo Pias yndlingskunstner, og derfor skulle jeg tages meget alvorligt, når jeg sagde noget. Hver gang jeg åbnede munden, ville Mikael meget gerne have, at alle lyttede efter, for nu skulle de høre, hvad jeg og højrefløjen mente«. »Så jo – han var virkelig sjov. Og havde kronede dage«.








