Jetset-klub lancerer energidrik - i Irma

99 procent af befolkningen kan ikke komme ind på NASA, siger klubpartner Nicolai Rossen. De kan nøjes med klubbens nye sukkervand og alligevel føle sig lidt NASA-agtige. Foto: Per Folkver
99 procent af befolkningen kan ikke komme ind på NASA, siger klubpartner Nicolai Rossen. De kan nøjes med klubbens nye sukkervand og alligevel føle sig lidt NASA-agtige. Foto: Per Folkver
Lyt til artiklen

Nicolai Bonnén Rossen, CEO og partner i Nasa Industries. Hvordan går det egentlig med dig? »Det kunne ikke gå bedre. Vi er jo i fuld gang med lanceringen af Rocket Fuel, en CO{-2}-neutral energidrik i Danmark. Hvor Irma, som en af de første, er gået ind i samarbejdet. Og vi er i fuld gang med at sikre, at det er de bedste inden for de forskellige brancher, der kommer til at forhandle Rocket Fuel. Nasa er jo kvalitetsbrandet over dem alle på den danske natklubscene«. Det lyder ikke, som om det går helt fedt, hvis I skal holde en natklub kørende på at sælge koffeinholdig sukkervand i Irma? »Prøv at høre her, Henrik. Det er jo ikke et spørgsmål, man kan indskrænke på den måde. Det er en mulighed for os til at bruge den placering, vi har i danskernes bevidsthed. Vi har gennem 14 år leveret det bedste produkt inden for dét, vi har specialiseret os i: natklub og legeplads for folk, der tror på et liv før døden. Vi er så interesserede i at udvide vores forretning, og det er en stor omvæltning, at vi ikke bare skal satse på top-1 procent af befolkningen, men gå ud og tilbyde den almene forbruger at tage del i denne Nasa-ånd«. Den vil man så møde, når man køber en dåsesodavand i Irma, skriver du i den meget formfuldendte engelsksprogede pressemeddelelse, I har lavet, selvom det hele foregår i Danmark. Her sammenligner du også Nasa med Studio 54 i New York i 1970’erne. En voldsom sammenligning, hvor man så lige skal skifte Andy Warhol og Mick Jagger ud med ham den skaldede fra Aqua og Katja Kean? »Det er måske dig, der har været for skaldet til at kunne score på Nasa. Det uanset, vil jeg ikke give dig ret. Det vil jeg simpelthen ikke, og det er af flere årsager: Du kan ikke pege på én eneste institution, der har haft besøg af så mange navne som os, inklusive Mick Jagger. Du kan starte med Rolling Stones og gå videre med P. Diddy, Timbaland, Nelly Furtado, de kongelige. Alt, der er værd at samle på internationalt af celebrities, berømtheder, har været en tur forbi Nasa. Det er dét, der gør os meget interessant: et samlingssted, et netværkssted, som ... Faktisk ligesom Irma? »Ja, ved du hvad, det skal man sgu ikke kimse ad. Det er ikke hvem som helst, man møder i Irma. Det kan godt være, at du møder ham den skaldede og Katja Kean«. Oven i købet skal den sodavand så være CO{-2}-neutral. Jeg troede ellers, at det var før klimatopmødet, at alle mulige plattenslagere skulle føre sig frem med den slags fiduser. Men der er du alligevel lidt bagefter? »Så er du ikke bare skaldet, så har du heller ikke øjne i hovedet. Under klimatopmødet søsatte vi faktisk det her. Rom blev jo ikke bygget på en nat. Vi har haft alt det presse på, vi kunne. Backstreet Boys præsenterede det på Nasa, og det er gået super stærkt. Nu begynder vi at målrette markedsføringen mere. Så vi har sgu nok at se til ud over at sørge for at holde Djævlens Advokat opdateret«. Helt anstrengende har det vel ikke været at få en ildelugtende fabrik i Andalusien til at tappe sukkervandet på dåser, få dem ind i nogle lastbiler og køre dem her op. Det er sådan, det foregår, kan jeg regne ud, når I skriver om jeres fantastiske kooperation med Spanish Powerdrinks SL. Men alligevel er det altså CO{-2}-neutralt? »Ja, men vi har altså ført Rocket Fuel in house på Nasa i mange år. Og så er det altså fra Spanien, et EU-land, ikke fra den anden side af Månen«. Men en hel del CO{-2} udleder det vistnok undervejs. »Ja, men det hele er der kompenseret for. Det begyndte med, at jeg vandt 200 CO{-2}-kvoter i en tenniskamp fra en fyr, der havde sådan en carbon exchange. Det var det rene ståhej, og hans firma viste sig at være et rent luftkastel. Men noget skulle de CO{-2}-kvoter bruges til. Så vi er gået hele den lange vej med en civilingeniør, der har udregnet CO{-2}-udledningen fra produktionen fra aluminiummet, sukkeret, transporten, køling. Danmarks Naturfredningsforening har godkendt det og udstedt certifikater til os og skrevet en flot udtalelse om, at Nasa er en del af løsningen og ikke problemet«. Selv om det er på mode, skal man jo også have en ret blind tillid til, at det CO{-2}-kvotesystem overhovedet virker. Det er jo dybest set en konstruktion, der handler om, at markedskræfterne automatisk kan løse problemet? »Ja, ja. Det kan da godt være, at den globaliserede verden i dag styres af mænd med egoer på størrelse med katedraler«. Eller som raketter? »Ja, men vi er stadig interesserede i, hvad forbrugerne vil have. For de er sgu ikke dumme. Folk vil have energidrinks, og de vil have bæredygtige varer. Vi er de første, der offentligt går ud og kombinerer de to ting. Det viser ikke bare ansvar, men også cleverness«. Ok. Nu har vi vist snart fået demonstreret, at selv om man sælger Rocket Fuel behøver man ikke ligefrem selv være rocketscientist. »Det er Rocket Fuel, vi sælger, og vi vil gerne sørge for, at alle dem, som vil ind på Nasa, men som ikke kan komme ind, alligevel kan blive en del af det. Altså rent imagemæssigt. For det er superfedt, det er det bare. Og jeg er da også glad og stolt over, at Djævlens Advokat valgte at ringe til mig. Jeg har jo set, at der er mange velrenommerede personer, der indgår i din portefølje, lige fra Poul Nyrup til Hjerne-Madsen«. Og jeg vil også sige, at det var rart at tale med en helt almindelig mand for en gangs skyld. »Ja, og i lige måde«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her