Hej, Trine, du må undskylde, jeg ringer lidt sent.
»Nå, men det er fint nok. Jeg skal først til prøve klokken 12«.
Jeg tænkte: Nu ringer jeg lidt senere end aftalt. Så kan vi snakke lidt om, at mænd også altid kommer for sent til deres aftaler.
»Er det derfor, du ringer så sent? Du skal lige tjekke, om jeg er sådan en, der vil sige noget vrissent som: »Hvad er det for en tid at ringe på?!«. Men sådan er det ikke. I den retning er jeg selv en mand. Jeg kommer også altid lidt for sent«.
Vi kunne da ellers få en lang snak om, at mænd altid kommer for sent. Men for det meste kun 10 minutter. For i virkeligheden er det kvinder, der kommer mest for sent.
Men de har så altid sendt en sms om, at de er forsinkede, allerede inden manden er klar over, at han selv er 10 minutter for sent på den. I sidste ende kommer kvinden så en halv time for sent. Men det er så i orden. For hun havde jo sendt en sms. »I got your point. Men du snakker med en kvinde, der inderst inde er mand. Jeg sender kun en sms, hvis det er virkelig alvorligt«. Men er det ikke lige sådan nogle banale og små-idiotiske pointer om forskelle på mænd og kvinder, I kører på i jeres forestilling? »Nej. Men hvis man umiddelbart tror, at den handler om sko, håb og kærlighed, kan jeg da godt forstå, at du siger sådan«. At den umiddelbart handler om hvad? »’Sko, håb og kærlighed’. Det er undertitlen på forestillingen«. Det var da helt utrolig idiotisk. »Og så kan det godt være, Djævlens Advokat tænker: Sko? Hvor interessant er det? Men det er ikke sko, det handler om. Andet end at vi går rundt i sko. Men det gør alle mennesker jo«. Ja, og de fleste af dem, der går rundt i sko, gør ikke nogen særlig pointe ud af det. »Nej. Vi har sko på. Men det er ikke noget, vi pointerer. Men det er bare, fordi det er en sjov vending, ikke? ’Sko, håb og kærlighed’«. Nå, det er sjovt! Javel, oh … lige så sjovt som når jeres PR-materiale omtaler forestillingen som »en crazy comedy med selvironisk kvindehørm og stinkende hits«. Der begynder jeg allerede at tænke: snork. »Ja, hvis du tænker snork, skal du ikke gå ind og se det. For det er simpelthen bare det. Men jeg synes, vi graver lidt dybere: Vi udstiller ikke os selv som Barbietyper eller glansbilleder«. Nej, for det handler jo om, at pæne piger også har problemer med appelsinhud, cykelstyr, prutter og skedesvamp. Hø-hø! det lyder som en ekstrem Tivoliudgave af de seneste ti års åh så uhøjtidelige og selvironiske chick-litteratur. »Og i den forbindelse er det, at vores show bliver interessant. For det er lige præcis det, det ikke er: Det selvironiske er en kæmpe overskrift. Vi prøver ikke at blæse os selv op til noget, vi ikke er. Vi siger ikke skedesvamp, fordi det er frækt at sige skedesvamp. Vi siger skedesvamp, fordi der reelt er tre ud af fire kvinder, der har for høje pH-værdier. Det synes jeg egentlig, man skal gøre noget ved. Man siger, at vi lever i et kommunikationssamfund. Og så er det jo sjovt, at det lige præcis er det, vi ikke kan finde ud af i parforholdet og i det hele taget. Hvis kvinderne viser lidt mere af, hvem vi er, så behøver mændene ikke at skulle gætte sig til det. Og omvendt«. Kan I ikke bare ordne det inden for jeres egne parforhold i stedet for at blande resten af samfundet ind i det? »Nej, det synes jeg faktisk ikke, vi kan. Det ser heller ikke ud til, at parforholdet kan klare sig alene. Det vigtige i vores show er, at mænd faktisk har helle. Inderst inde er forestillingen en hyldest til manden. Hvis man går mig på klingen, og de andre piger fra forestillingen ikke lytter med, og jeg bare skal udtale mig på egne vegne, så er det faktisk en hyldest til manden. Når man siger kvindeshow, så er det altid noget med, at mænd ikke rydder op efter sig, og mænd gør ikke dit og mænd gør ikke dat. Her er det mig selv som kvinde, der siger: Jeg har fandeme også fejl. På den måde er showet en indrømmelse«. Men hvis de tre andre piger havde været til stede, havde du ikke turdet sige det? »Jo, jeg havde nok sagt det. Men så var jeg nok også blevet dolket«. Men i virkeligheden er det jo dig, der fucker dem. For du er den af jer, der personligt har mindst succes. Men nu er du kommet med på vognen. »Ja, det er sgu da derfor, jeg har sat det i gang. Jeg suger mig fast på dem og bum! Så har jeg også en karriere. Men sådan er det ikke: Hvis du var velinformeret, ville du vide, at jeg er Queen of Jylland. Nu er jeg fra Esbjerg. Vores forestilling i Esbjerg har været udsolgt længst, og det er der, vi skal lave ekstraforestillinger. Det synes jeg er tankevækkende«. Ja, det er tankevækkende, især når I har booket Glassalen hele 11 aftener .... Men jeg kan forstå, at der er tale om en genoplivning af den gode gamle parole: Ingen klassekamp uden kvindekamp – ingen kvindekamp uden klassekamp. Er det sådan? »Jeg vil ikke sige, at det er decideret klassekamp. Det er heller ikke det med, at kvinde har fire hjernehalvdele: én til hver kogeplade. Vi giver et billede af, hvad kvinder taler om i omklædningsrummet. Det er tit meget mere sjofelt og ulækkert, end når mænd snakker. Det forstørrer vi så lidt op«. Nå. Nu mistede jeg modet igen. »Du skal bare komme ind og se det«. Ja. Rød 8. marts! »Hvad siger du? Ryd 8. marts? Skal jeg rydde 8. marts? Kommer hele Politiken?«. Nej, jeg sagde »rød 8. marts«. »Nå, ja. 8. marts. Den dag spiller vi faktisk ikke engang«. Nej, det tænkte jeg nok. Det kommer til at se fint ud på tryk.
