Stemningen var ikke ligefrem eventyrlig, da Center for Kirkegårde opdagede, at nogle var trængt ind på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København for at male graffiti, men humøret sank videre til nulpunktet, da man fandt ud af, at vandalismen også var gået ud over H.C. Andersens gravsten.
Forfatterens sidste hvilested havde fået overmalet store sorte bogstaver over hele stenens overflade. »Vi har det rigtig skidt. Det er tankeløst, hjerteløst og så plat«, siger sekretariatschef Tom Olsen fra Center for Kirkegårde, der har opdaget graffiti på selve kirkegården få gange før, men aldrig så groft som det seneste tilfælde. Vil ikke pege fingre Gravstenens nye overmalede ordlyd er: »69 DANSK KULTUR«, men selv om det skrevne temmelig kraftigt indikerer en forbindelse til Ungdomshuset – der tidligere lå på Jagtvej 69, så har sekretariatschefen ikke megen lyst til at give dem skylden for ødelæggelserne. »Det er da klart, at når der står 69 på gravstenen, så sender det nogle signaler om, hvem det kan være. Men det kan jo også sagtens være lavet af nogen, der synes, det er morsomt at skyde skylden på Ungdomshuset, så det kan man ikke regne med«, mener Tom Olsen og fortæller, at de i Center for Kirkegårde tidligere har haft en positiv dialog med de unge. Og fra Ungdomshuset var der da heller ikke megen tilståelsestrang onsdag. »Jeg har slet ikke hørt om det, og det er ikke noget, vi har talt om på fællesmandagsmødet, så det kender jeg ikke noget til«, siger Esther fra Ungdomshusets pressegruppe. Længere kamp om mur Det er ikke kun H.C. Andersens gravsten, der har fået en malende hilsen fra en spraydåse.










