Professor Per Aage Brandt har begået nedenstående essay, der blev bragt i Politiken søndag 4. april under overskriften 'I symbolernes vold - apropos Danish cartoons':
1. Autoritet
Mennesket er den symboliserende dyreart ( the symbolic species, ifølge biologen Terrence Deacon), men hvad er symbolisering? Vel, man behøver blot at klippe en grafisk detalje ud af et billede, der illustrerer en markant scene i en fortælling, og vips har man et symbol.
Et kors. Et dannebrogsflag. En lille havfrue. Vi symboliserer allerede, når vi udstyrer os selv med træk eller genstande, der svarer til detaljer i billeder fra fortællinger.
Disse træk betyder, hvad fortællingerne betyder, plus: at symbolbæreren signalerer til andre (symbolbærere), at de har at gøre med en person, der vil behandles som en del af den pågældende fortælling og finder den eksemplarisk.
Symboliseringen begynder med kroppens udtryk: gestus, behåring, bemaling og beklædning. En vigtig egenskab ved symboler er, at de udfordrer beskueren: se her, hvordan jeg synes, man skal være og se ud, hvad man skal tilhøre, og hvad jeg synes, man skal gøre! Symboler giver ordrer. De henviser til autoriteten i den fortælling, de udspringer af.
Det er derfor, de er så dramatisk fremtrædende i samfundslivets synlighed, og derfor, de giver anledning til så store problemer. Det er symbolerne iboende at være bydende, provokerende. Det er deres funktion at kalde til handling, til andagt, adlyden og respekt, osv. Arkitekturen følger i samme spor; den er et fællesskabs kropslige, bydende, provokerende, autoritative udtryk. 2. Sækularisering Et slående træk ved moderne, sækulariserende samfund (der prøver at begrænse religionernes indflydelse på det politiske liv) er, at de udvikler kropslige (og arkitektoniske) fremtrædelsesformer, der symboliserer så lidt som muligt.
