En mand går til lægen med et svært tilfælde af penismisundelse. Lægen kigger medlidende på patientens kalorius og retter sig så op i stolen. »Ingen problemer«, siger han trøstende, »jeg kan sagtens transplantere en ny og større på plads i stedet. Vi har modeller på 15, 20, 25 og 30 centimeter«. »Jamen så vil jeg gerne se på en model på 30 centimeter«, siger patienten begejstret. Lægen trækker en skuffe ud og anbringer den 30 centimeter lange donorpenis på bordet. »Øh«, mumler patienten skuffet. »Har De ikke en i hvid?«. At alle umiddelbart forstår vittigheden illustrerer, at myten om den sorte mands lange lem lever i bedste velgående. Og det har den gjort, lige siden den allertidligste historieskrivning. Solid og seriøs research Det fremgår af forfatteren Serge Bilés nye bog, 'La légende du sexe surdimensionné des noirs', der ikke blot sætter sig for at efterprøve myten, men også sætter sig for med baggrund i solid og seriøs research at afdække, hvorfor og hvordan den er opstået. En af Serge Bilés væsentligste observationer er, at myten om den sorte mands overdimensionerede kønsorgan er uløseligt forbundet med fordommen om sorte mænd som primitive væsener, der er underlagt deres dyriske drifter. Bogstavelig talt som mænd, der tænker med det forkerte hoved. Ingen nåde fra Herodot De saftige historier om sorte mænds tilsyneladende ubændige seksualdrift og store forplantningsorganer kan spores helt tilbage til nogle af vore første skriftlige historiske kilder. Således konstaterede den moderne historieskrivnings fader, Herodot, allerede i femte århundrede før vor tidsregning, at »afrikaneren kopulerer i fuld offentlighed som et dyr«, og at hans »sæd ikke er hvid som andre mænds, men derimod sort som hans hud«. Og også den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo berettede efter et længere stop i Zanzibar om de »storlemmede mænd«, der lignede »djævle«. Racistiske fordomme Fordommene om sorte mænd som frådende satyrer trivedes også i Egypten, hvor den skriftlærde Al-Abshibi i det 14. århundrede affattede følgende lidet flatterende forenkling om den sorte mands sociale egenskaber: »Når han er sulten, stjæler han. Når han er mæt, parrer han sig«. Denne racistiske fordom var faktisk så fast forankret i de arabiske lande, at tilsyneladende ingen løftede brynene i undren, når de kastrerede sorte eunukker i de berømte '1001 nats eventyr' muntrede sig med haremskvinderne - til trods for at man dengang fjernede alt hos de nubiske eunukker (så de knap kunne lade vandet uden hjælpemidler), mens de mellemøstlige haremsvogtere kunne nøjes med sige farvel til testiklerne. Ifølge Serge Bilé var det dog langtfra nogen tilfældighed, at denne fordom dukkede op til overfladen. Etablerede 'den barbariske neger' For med fordommen tømret fast i den folkelige bevidsthed var det ingen sag at retfærdiggøre slaveriet. Tværtimod gjorde myten det muligt for den hvide mand at positionere sig selv som den kristne frelser, der sørgede for, at de stakkels hedenske kannibaler tog sig andet til end at formere sig eller æde hinanden. Myten om den sorte mands store lem og hans utæmmede seksualdrift var derfor afgørende i etableringen af begrebet 'den barbariske neger', der er en europæisk opfindelse, konkluderer Bilé overbevisende. Selv en oplysningstidsfilosof som Voltaire var med til at udbrede fordommen ved at bringe følgende grumme biologiske reduktionisme til torvs i et forsøg på at udlægge de sorte afrikaneres oprindelse: »Det er næppe usandsynligt«, skrev han, »at det er hændt i de varme lande, at aber har forført lokale piger«. Fordommen florerer stadig Denne fuldstændig hjemmesmurte og udokumenterede teori blev siden genoptaget af den franske biolog Arthur Gobineau, hvis værk 'Traité sur l'inégalité des races' (om racernes ulighed) kom til at udgøre en af Adolf Hitlers ideologiske hjørnesten. Pudsigt nok er der næppe mange i dag, som er klar over denne sammenhæng, og derfor florerer fordommen stadig vidt og bredt den dag i dag - ikke mindst takket være pornoindustrien, der udnytter hvide mænds mindreværd og penismisundelse ved bevidst at spille på angsten for 'det sorte monster' og udelukkende rekruttere de mørke mandlige 'skuespillere' ud fra deres 'udstyrs' størrelse, pointerer Bilé. Af samme grund vil mange læsere sikkert være fristet til at skippe de ellers interessante historiske afsnit til fordel for de kapitler, hvor man finder resultaterne af den eksisterende empiri om emnet for at få et svar på det evige spørgsmål: Er sorte mænd generelt bedre udrustet end hvide? Tyske nazisters undersøgelser De forbløffende få videnskabelige undersøgelser på området peger imidlertid ikke i den retning. Den første af slagsen er overraskende nok foretaget af netop de tyske nazister. Nærmere bestemt en vis doktor Stigler, der i 1942 - midt i Anden Verdenskrig - gav sig til at granske kønsorganerne på franske krigsfanger fra Afrika og Antillerne. Ifølge Serge Bilé nåede Stigler frem til, at »negrenes præputium (forhud, red.) var ekstraordinært lang og tyk«, hvilket kunne »give indtryk af længde og fylde«. Herefter skal vi et par år frem til den berømte Kinsey-rapport fra 1948, der kortlagde amerikanernes seksuelle vaner. Men Alfred Kinsey - der ellers udspurgte folk om de mest intime detaljer - er desværre påfaldende tavs på området og nøjes blot med at konkludere, at »de seksuelle vaner for sorte og hvide på samme sociale niveau er temmelig ens, hvis da ikke ligefrem fuldstændig identiske«. Til gengæld er der hjælp at hente hjemme i Frankrig. Nej - der er ingen forskel For samme år udgav La Société d'Anthropologie de Paris en studie om emnet, som på baggrund af 12 uafhængige forskeres resultater konkluderede, at den sorte mands penis generelt er mere voluminøs end den hvides i 'dvaletilstand', men: at denne forskel udlignes ved erektion. Videnskaben har altså således vist, at der ingen forskel er på hvide og sorte i den henseende. Men som den schweiziske atomfysiker Albert Einstein engang sagde: »Det er lettere at spalte atomet end at aflive en fordom«. Serge Bilés bog er dog et veldokumenteret og seriøst skridt på vejen.