Caroline Henderson indspiller film

Nogle af Spaniens bedste musikere akkompagnerer Caroline Henderson i 'Todos amamos a Gloria Cole'. - Foto: José Luis Alcaine
Nogle af Spaniens bedste musikere akkompagnerer Caroline Henderson i 'Todos amamos a Gloria Cole'. - Foto: José Luis Alcaine
Lyt til artiklen

»Og jeg, som troede, at der er meget ventetid, når man indspiller musik. Men det er ikke noget i forhold til det her«. Caroline Henderson tripper utålmodigt rundt mellem sjette og syvende optagelse til den samme scene. En scene, hvor hun kommer uanmeldt ind i musikernes garderobe på den berømte jazzklub Jamboree i Barcelona og finder den mand, som hun elsker, i tilsyneladende intim samtale med en anden kvinde. Titelrolle Problemet med at få scenen i kassen er ikke Caroline Henderson. Det skyldes, at der filmes i et ekstremt lille lokale, hvor det er svært at genskabe den rette atmosfære. 'Todos amamos a Gloria Cole' (Alle elsker Gloria Cole) hedder filmen, som Caroline Henderson medvirker i. Faktisk har den danske jazzsangerinde titelrollen som Gloria Cole. Filmens spanske instruktør, Manuel Lombardero, fortæller senere, at det er ham selv, som har fundet og håndplukket Caroline Henderson til rollen. »Jeg ville ikke have en amerikansk kvinde som Gloria Cole og havde derfor en caster i gang med at afsøge det europæiske marked for sorte skuespillerinder. Indtil jeg en dag fandt en af Caroline Hendersons cd'er i en musikforretning. Da jeg samtidig kunne se, at hun var fra Danmark, bad jeg om at få hende ned til nogle prøver«, siger Manuel Lombardero, som er en højt estimeret producer i Spanien. Men som nu laver sin anden spillefilm som både forfatter og instruktør. Også i dansk film For at høre nærmere om Caroline Hendersons første vaklende skridt ind i filmens verden har jeg aftalt et mandagsstævnemøde med den smukke sangerinde i jazzklubben og tjekker ind ved middagstid i hjertet af Barcelona. Blot for at blive belært om, at 'Todos amamos a Gloria Cole' skam ikke er hendes første film. »Jeg er også med i Wikke & Rasmussens film 'Der var engang en dreng, som fik en lillesøster med vinger' (premiere i efterårsferien, red.). Der spiller jeg en mekaniker, som hedder Snehvide«, fortæller Caroline Henderson med et stort, grin som på det nærmeste lyser det skumle lokale op, vi har fundet til interviewet. »Wikke & Rasmussens film handler om helt almindelige mennesker med utroligt meget makeup på. Mens denne film er et drama eller en thriller, om du vil, baseret på virkelige hændelser. Gloria Cole hed oprindeligt Gloria Steward, og hun var en stor stjerne på Jamboree her i Barcelona i 1960'erne. Hun var håbløst forelsket i en spansk mand, som imidlertid ikke ville have hende, og i løbet af filmen ser vi hendes storhed og især hendes forfald. Det hele ender tragisk, bl.a. bliver Gloria udvist af Spanien, og hun døde for et par år siden i Belgien over 70 år gammel«. Rigeligt stor rolle Selv om det er titelrollen, så har Caroline Henderson ikke hovedrollen i filmen. Det har den colombiansk fødte Flora Martinez og den spanske stjerne José Coronado. Men rollen som Gloria Cole er rigeligt stor for Caroline Henderson, som ikke forstod eller talte ét ord spansk, da hun før jul stillede til testindspilninger i den catalanske hovedstad. »Jeg taler dansk, svensk, engelsk og fransk. Men det spanske har jeg ikke lige fået med. Derfor har jeg lært mine replikker udenad, og instruktøren hævder, at det fint, fint. Jeg skal i hvert fald ikke dubbes, så det må være o.k. Rollen er ret uglamourøs, og jeg bliver udsat for lidt af hvert i løbet af filmen. Blandt andet forsøger jeg at begå selvmord, jeg kaster op, jeg ligger skidefuld på bagsædet af en bil, og jeg kommer til hårdhændet forhør hos politiet. Det er der ikke meget glam over. Men heldigvis skal jeg også synge tre sange i filmen«, fortæller Caroline Henderson. Det nye album Som slet ikke var parat til at indspille film, da hun blev kontaktet fra Spanien før jul. »Da var jeg nemlig i gang med at mikse mit nye album, 'Love or Nothing', som bliver udsendt i Japan i næste måned, og som kommer ud i Danmark og i resten af Europa til efteråret«. Så sveden driver »'Love or Nothing' er mit tredje album i jazzgenren på tre år. Og mens 'Don't Explain' var meget minimalistisk opbygget, og 'Made in Europe' var meget symfonisk, med stort symfoniorkester og det hele, så er 'Love or Nothing' meget mere contemporary (nutidig/moderne, red.). Jeg har givet rigtig mange koncerter de seneste to år, og efterhånden har jeg og orkestret udviklet en rigtig god live-lyd, som det er lykkedes at få med på det nye album. Det er en ret udadvendt lyd, som om sveden driver ned ad væggene«, siger Caroline Henderson med slet skjult stolthed i stemmen. Så det er stadig musikken, der har førsteprioritet, og ikke skuespillet? »Det er det. Men det ene behøver ikke nødvendigvis at udelukke det andet. Det ville da være sjovt at være med i flere film. Min musik er jo i forvejen ret så dramatisk. På sin vis meget teatralsk, så det passer egentligt meget godt sammen«. Sidste skud i weekenden De sidste optagelser til 'Todos amamos a Gloria Cole' skal efter planen i kassen i den kommende weekend. Hvorefter Caroline Henderson fuldt ud kan koncentrere sig om at lancere 'Love or Nothing' i Japan. »Jeg skal naturligvis lave en del promotion på albummet i Japan, og jeg håber da også på, at der bliver tid til et par koncerter. For jeg vil gerne præsentere sangene derovre, som alle handler om kærlighed. Ikke den triste, men den stærke kærlighed«, siger Caroline Henderson, inden hun bliver kaldt tilbage til rollen som Gloria Cole.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her