Det Kgl. Teaters skuespilafdeling er ramt af sort uheld. Først måtte forestillingen 'Indenfor murene' udsættes på grund af sygdom. Siden blev opsætningen helt taget af plakaten, da skuespilleren John Hahn-Petersen døde. Nørbys jubilæum 6. april skulle teatret have haft premiere på forestillingen 'Kat på et varmt bliktag' på Stærekassen, men nu er også denne opsætning ramt af sygdom, og ingen ved, om den overhovedet kommer på plakaten. Særligt prekært er det, at skuespilleren Ghita Nørby først skulle have fejret sit 50-års kunstnerjubilæum i 'Indenfor murene'. Siden blev fejringen af teatrets førstekraft flyttet til 'Kat på et varmt bliktag'. Nu er det højst usikkert, hvordan man vil fejre Ghita Nørby. »En alvorlig situation« 'Kat på et varmt bliktag' skulle efter planen også opføres i eftersommeren, men lægges forestillingen nu helt ned, vil publikum slet ikke kunne opleve Ghita Nørby på Det Kgl. Teater i næste sæson. Ud over 'Kat på et varmt bliktag' er der mærkværdigvis ikke fundet en eneste rolle til hende. »Det er en meget alvorlig situation for teatret. Jeg mindes ikke noget lignende, og i disse timer vurderer vi, hvad vi kan gøre. Lige nu har jeg ikke et bud«, siger teaterchef Michael Christiansen. Udsat og aflyst Det Kgl. Teater skulle have haft repremiere på succesforestillingen 'Indenfor murene' på Gl. Scene 16. december sidste år. Men i ugerne op til blev først skuespilleren Jørgen Reenberg og siden hans kollega Henning Jensen ramt af alvorlig sygdom. De to store roller blev overtaget af skuespillerne John Hahn-Petersen og Jesper Langberg, og repremieren blev udskudt til 2. januar. Forestillingen blev kun opført én gang, for 3. januar, kort før tæppet skulle gå, døde John Hahn-Petersen i sin garderobe på Det Kgl. Teater. Derefter blev 'Indenfor murene' helt aflyst. Jagt på erstatning For en måned siden begyndte teatret så prøverne til Tennessee Williams' moderne klassiker 'Kat på et varmt bliktag'. Jørgen Reenberg tog igen fat - nu i den monumentale rolle som familieoverhoved. Kræfterne slog dog ikke til, og Reenberg måtte igen trække sig. I stedet hentede man Henning Jensen ind til den vigtige rolle, men i torsdags måtte Henning Jensen, ifølge teaterchefen, sande, at han endnu ikke er fuldt restitueret oven på sin hjertesygdom. Derfor forlod han teatret, og prøverne på 'Kat på et varmt bliktag' blev foreløbigt indstillet. Det er de fortsat, mens nationalscenen bl.a. forgæves har været på jagt efter en erstatning for Henning Jensen i både Norge og Sverige. Bliver dyrt Aflysningen af 'Kat på et varmt bliktag' kan ende som endnu en alvorlig økonomisk lussing for Det Kgl. Teater. Det kostede teatret 5-6 millioner kroner at aflyse 'Indenfor murene', og 'Kat på et varmt bliktag' var programsat til 22 totalt udsolgte opførelser indtil 27. maj. Teaterchef Michael Christiansen turde i går ikke give et bud på, hvad de nye problemer kan koste Det Kgl. Teater. Foruden Ghita Nørby og Jørgen Reenberg/Henning Jensen står bl.a. også Anders W. Berthelsen, Trine Dyrholm, Ole Ernst, Bodil Jørgensen, Henrik Koefoed og Finn Storgaard på rollelisten. Kim Bjarke er opsætningens instruktør.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








