Det kalder jeg fandeme demokrati

- Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen
- Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen
Lyt til artiklen

Mandag For fan! Engang skred man syngende rundt henne i sin ungdom uden en trævl på hjernen. Og havde nogenlunde samme åbningstider som 7-eleven. Nu er man så 41. Og a-conto-forelsket. Har SMS'et med Robert hele aftenen. Som man faktisk godt kunne være vild med. Hvis der var plads til det. Og hvis han i øvrigt syntes, det var super at køre ind i en 10-4-ordning. M. ti dage i sit eget liv. Og fire i mit. Skal ikke se ham før på fredag. Hvor barnlægen flyver sig selv ind fra hinsidan for at være steward i Elliots liv et par dage. Og Bjørg og Perlegrus er hos freelance. ... Har det ikke engang rigtig dårligt over det. Men ved godt, det er et spørgsmål om tid, før HAN får det. Fordi han ikke selv har nogen børn. Eller nogen skilsmisser. Og ikke aner, hvor mange parallelliv man kan være nødt til at have. TirsdagKl. 00.25 Nå. Kom til at sidde og være tredje hjul på 'Dinas Dates'. Igen. Denne gang var det Naser Khader, hun havde stukket smilet i. (Undskyld. Men har kun set én anden underkæbe, der er lige er så markant som hans. Og den sad altså på Århus-Kalundborg-færgen). Mærkeligt, grænseoverskridende program. Som egentlig ville fungere bedst uden seere. ... Men svært ikke at holde at holde med khader.dk i øjeblikket. Både henne i imam-branchen. Og i det hele taget. OnsdagKl. 19.30 Udlændingeservice??? Sig mig - tror de, vi er komplet idioter??? ... Nå. Godt det ikke er mig. Der skal effektiviseres efter Toyota-metoden. Kl. 02.12 Hæ. Har fået natteliv. På nettet. Hvor Natascha åbenbart i lang tid har hentet alle sine accessories. På den gnidningsløse facon. Kom forbi forleden og plantede minimal rød Balenciaga-taske på bordet m. nærmest uhørligt og dyrt lille bump. Som hun havde skaffet efter lukketid. Henne på det der eBay. Har været derinde lige siden. Og klikket manisk rundt mellem Marc Jacobs-tasker, Matthew Williamson-toppe, Chanel-solbriller og James Bond-ure. Til amerikanske priser. Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig om det sted før? Behøver faktisk ikke at gå i butikker mere. Bortset fra, når jeg skal købe ind til spaghetti bolognaise. Har nu fået acces til alt det, som tidligere var Sienna Millers, Scarlett Johanssons og Gwyneth Paltrows privilegium. (Og Carolyn Bessettes. Før flyet dykkede). Kan komme til at ligne nogen fra Manhattan. Sarah Jessica Parker for eksempel. Lige her. Foran computer i rækkerne. Tusindvis af kilometer fra New York og London. Det kalder jeg fandeme demokrati. Kl. 03.21 Så. Skal i seng nu. Inden jeg også har KØBT hele Manhattan. Har røget 100 smøger og budt på to Prada-tasker. (To?). Kan mærke det har grebet mig. På den usunde måde. Lidt ligesom at være på kasino. Og komme til at spille på både rød og sort. TorsdagKl. 07.30 Hm?! Der er ikke andre, der har budt. ... Nårrrh. Det må være noget med tidsforskellen. De amerikanske kunder er sikkert ikke stået op endnu. Giver dem lige chancen for at få housecoaten på. Kl. 16.34 ... ... FÅ SÅ DEN HOUSECOAT PÅ! Kl. 21.30 Fy for helvede. Blev der sagt. Er KRAFTEDME fortsat den eneste, der har budt. Henholdsvis 350 og 400 dollar. På to tasker, jeg aldrig har set. Troede ligesom konceptet var, at nogen skulle byde over. Det var det så ikke. Det er sgu USPORTSLIGT. Kl. 21.32 Undskyld, men hvad skal jeg med TO Prada-tasker? ... (Hvad skal jeg med én?). Kl. 23.46 Fører stadig. Med to tasker. %&#"#!#/&%!!! Må vel se at få bygget noget køjeseng til dem. FredagKl. 07.11 Er tilsyneladende omgivet af desperate minoriteter. Blev nødt til at gå op og drikke en hel masse tequila m. overboen i aftes. For at dulme meget fysisk savn af Joey. Der er taget til New York for at deltage i forberedelserne af noget bøsseparade. Fik i løbet af natten overtalt ham til at ringe på den transatlantiske måde og forsøge at evakuere pride-medarbejderen mobilt. Gik dårligt. Var åbenbart ude m. nogle dansere. Lød, som om de flydelå lounge-agtigt i nogle sofagrupperne iført løse hofter og Travolta-pandebånd. I hvert fald kørte der noget 'Staying Alive' og »Arrrrj, hold så op, Rico« i baggrunden hver gang, vi ringede op. Fandeme ikke let det her. For nogen. Skred ned i seng kl. 3. Efter at have lovet overbo, at det dér New York bare er en overgang. Og at han nok skal komme hjem. Intakt. ... Muterer, hvis jeg ikke snart får noget nattesøvn. Kl. 7.29 Godt så. Har fået gratulations-mail fra eBay. Som ønsker mig tillykke med, at jeg har vundet begge auktioner. Tillykke ...?!? Havde ikke lige set for mig, at jeg skulle stå øverst på podiet i begge konkurrencer. Og betale 850 dollar inkl. fragt for at modtage pokalerne. #%&/%%##!!!! Fandeme mærkeligt, at jeg ikke for længst er blevet headhuntet af samtlige udbydere af pyramidespil i Europa. Er så også kommet til at købe nogle cd'er. Og en ordentlig stak dvd'er. Uden danske undertekster. (For to nætter siden virkede det ikke som et problem. Var jo rimelig Manhattan). Kl. 07.30 Hvad er det lige dollaren står i? Kl. 07.31 Og hvor lang er en inch? Egentlig? Har pludselig ikke overblik over, om jeg har købt oversize rejsetasker. Eller punge m. hank. Kl. 07.34 Skide være med det. Må bare se på det, når varer og kontoudtog når frem. I store lastbiler. Kl. 11.19 Sådan dér. Har tilsyneladende brugt ugen på at cementere, at jeg er person m. meget alternativ begavelse. Både privat og professionelt. (Eller hvad man skal kalde det). Kom ind på arbejdet. M. angstgalop i hele centralnervesystemet. Og fire deadlines halsende efter mig. Fik sat halvdelen af it-afdelingen i gang med at undersøge, hvorfor fanden mit skærmbillede var så uklart. Og fik også lige vrisset, om de måske kunne sende nogen med en relevant uddannelse, da den tredje softwaresagkyndige dukkede op. Satte sig ved skærmen ved siden mig. Og heller ikke kunne se problemet. Opdagede pludselig i langt ubærligt øjeblik, at det var, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på. Kunne jo for fanden ikke sige det. Tog den feje exit. Og sukkede medgørligt, at det måtte jeg jo bare leve med, hvis ikke de havde nogen idé om, hvad der var i vejen. Jävla. Nå. Men det er jo værst for mig. I det lange løb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her