Siden den amerikanske forfatter og mytologiske mesternarkoman William S. Burroughs i en alder af 83 som den sidste af beatgenerationens store digtere tog billetten i 1997, er interessen for hans og kollegernes forfatterskaber vokset. Såvel blandt almindelige læsere som blandt forskere. To nye samlinger til biblioteket Denne interesse for den rebelske litteratur fra 1950'ernes amerikanske undergrund, med alt hvad det indebærer af stoffer, homoseksualitet, buddhisme og jazz, får nu ny næring, idet New York Public Library fra to private samlere har indkøbt et i alt 11.000 sider stort arkiv af Burroughs' efterladte papirer til institutionens i forvejen omfattende samling af beatmateriale, 'The Henry W. and Albert Berg Collection'. Og store dele af dette både hånd- og maskinskrevne materiale, der omfatter udkast til og kommentarer om stort set hele Burroughs' forfatterskab frem til 1972, har aldrig tidligere været tilgængeligt for offentligheden. Kun forfatteren selv, nære venner og de tidligere ejere har haft mulighed for at bladre i papirerne. Hellig gral Burroughs' arkiver har altid været omgærdet af en betydelig mystik. Eksistensen af materialet har været kendt, men ingen har rigtigt været klar over, hvad arkivet egentlig indeholdt, selv om Burroughs i 1973 offentliggjorde en redegørelse for sine arkivalier, der er blevet omtalt som 'beatgenerationens hellige gral' af førende forskere på området. Men nu vil forskere få fri adgang til kladder, breve og andet materiale. Og ifølge Oliver Harris, der er professor i amerikansk litteratur ved Keele University i England, vil dette materiale kunne ændre opfattelsen af Burroughs' forfatterskab. Det billede, man traditionelt har haft af Burroughs og hans forfatterskab, baserer sig ifølge Harris på materiale fra 1950'erne - altså bøger som 'Junkie' og 'Nøgen frokost' - mens de mere avantgardistiske og senere dele af forfatterskabet har henligget i mørke. Kan ændre på rangfølgen af beatgenerationens ikoner »Ingen har indtil videre bedrevet seriøs forskning i disse perioder i forfatterskabet, fordi det ganske enkelt ikke var muligt«, siger han til The New York Times. Og tilføjer: »Arkivet er i særdeleshed interessant, fordi Burroughs selv ønskede, at det skulle læses og opfattes som et kunstværk«, siger han. Beatgenerationens tre store ikoner har hidtil været Allen Ginsberg, Jack Kerouac og William S. Burroughs - i den rækkefølge. Men det forudses, at der nu bliver ændret ved denne rangfølge på grund af det ny materiale og den forskning, det vil afføde.