Da digteren Lars Bukdahl var meget ung, var dette en af årets store dage. Med ivrige fingre var der blevet bladet i det store katalog over årets bogudsalg, og pennen havde sat kryds efter kryds ved bøger, der i det mindste i drømme skulle indgå i den private samling. »Dobbelt forhold« I dag har Lars Bukdahl flere gange prøvet at være en del af kataloget. I år med digtantologien 'Digte til drengene', hvor han stod for udvalget. De knap 200 digte står til 79 kr. »Man har et dobbelt forhold til udsalget, når man selv er i kataloget. Det er beviset på, at bogen officielt er en fiasko. Man ved det godt, men bryder sig ikke om at se det i neon. Samtidig synes man også, at det er okay, at den forpulede bog lige får en chance til. Man kan jo høre ekkoet af papirmøllen. Sådan har det altid været, men det går endnu hurtigere i dag. Pludselig er bøgerne væk. Det er det groteske i systemet. Folk kan nå at forsvinde i papirmøllen, før de bliver kult. Om føje år er Simon Grotrian en stor mand, og ingen vil så kunne få fat i hans digtsamlinger, og de vil koste det hvide ud af øjnene. De vil blive solgt til de rene Dan Turèll-priser i antikvariatet. Det er bizart«, siger Lars Bukdahl. Eftersom han i dag som anmelder og forfatter er en del af det store, litterære kredsløb, skal han ikke selv ud med indkøbsposen. Reolerne bugner i forvejen af bøger. »Jeg kan faktisk ikke huske, jeg nogensinde har mødt forfattere på det officielle bogudsalg«, siger Bukdahl. 843 skæbner Der er ellers bøger nok at tage af i årets officielle katalog, som indeholder 843 numre med hver sin historie om en bog, hvis skæbne ikke gik, som forfatteren eller forlaget havde håbet. Enten fordi læserne aldrig fandt den, eller fordi det sidste oplag af en ellers populær bog blev for stort. Det sidste synes at være en oplagt mulighed for Jens Christian Grøndahls roman 'Et andet lys', som solgte godt i 2002, men i dag kan fås for 99 kr. Restoplaget på en anden bestseller, Jane Aamunds 'Den irske stemme', er til salg for 79 kr. Dårligt solgt kan man heller ikke kalde Jan Kjærstads Wergeland-trilogi, der kan fås for beskedne 158 kr. alt i alt for samtlige tre bøger. Her kan ikke engang bogklub eller billigbog konkurrere. For 99 kr. kan man også få et indblik i Philip K. Dicks helt særlige univers. En samling af hans filmatiserede noveller er samlet i ét bind, og hvis man af en eller anden grund ikke forbinder hans navn med film, hjælper det måske at nævne titler som 'Minority Report', 'Blade Runner' og 'Total Recall'. Læs bogen, se filmen, igen. Er man til den sansede kærlighed, lokker Christina Hesselholdts 'Du, mit du' for kun 49 kr., mens norske Roy Jacobsens historiske roman 'Frost' i bedste sagastil - og widescreen - fortæller om Torgæst, der flygter efter at have myrdet høvdingen, som slog hans far ihjel. 69 kr. Superstjerner Udsalgskataloget er også et vidnesbyrd om, at gigantsucces i det store udland ikke nødvendigvis overføres til danske forhold. Amerikanske Alice Sebold blev litterær superstjerne, da hun udgav 'The lovely bones'. Mere end 1,6 mio. bøger solgte historien om teenagepigen, der fra sin helt egen himmel fortalte historien om, hvordan hun selv blev myrdet. 'Her fra min himmel' hed bogen på dansk, men lige lidt hjalp det. Den kan købes for 99 kr. For 89 kr. kan man få en bog af en anden ung stjerne Zadie Smith, der over hele verden slog igennem med romanen 'Hvide tænder'. Romanen 'Autografmanden' fik ikke helt så meget medvind og endte på udsalg. Hendes læsere sparede 250 kr. på at vente tre år med at købe bogen. For afdøde Göran Tunströms danske tilhængere - og de er mange - er der en lækker, lun dessert på det store forfatterskab. 'En prosaist i New York' skildrer kunstnerlivet i den amerikanske metropol, og historien er ikke længere, end den kan læses på en tur i S-toget. Til gengæld koster den kun 39 kr. Er man til historiske dramaer, kan man få Mette Winges romaner 'Fuglebal' og 'Skriverjomfruen' for kun 99 kr. og 69 kr. Krimielskere bør huske Arne Dahl Krimielskere har formentlig for længst opdaget svenske Arne Dahl. Ellers får de nu chancen for 99 kr. i 'Europa Blues' om politimanden Paul Hjelm og kollegerne i hans A-gruppe i Stockholm. Henning Mankells krimi 'Inden frosten' kan fås for samme pris for 500 sider. Øvrige krimitilbud er f.eks. Michael Dibdins 'Og bagefter dør du' (79 kr.), Karin Fossums 'Jonas Eckel' (99 kr.) og Ruth Rendells 'Forvildede sjæle' (69 kr.) Lyrikelskere vil finde et udvalg af Les Murray med titlen 'En helt almindelig regnbue' til 99 kr., og udvalgte digte af Viggo Madsen for 98 kr. Klaus Høecks prisnominerede samling 'In nomine' står til 149 kr., men er også på knap 400 sider. I den mere personorienterede afdeling er der historien om Tour-håbet Jan Ullrich, der formentlig aldrig får større chance for at vinde det franske cykelløb end i år. Hans historie koster kun 48 kr. Fogh for 99 kr. Historien om Anders Fogh Rasmussen kan man få for 99 kr., skrevet af Anne Sofie Kragh, mens prisen på Lykketoft er styrtdykket. Thomas Larsens bog om den fhv. S-formand kan i dag fås for 25 kr. Om det siger noget om skribenterne eller om de biograferede, kan man spekulere over, men Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag koster 199 kr. per bind. Selv på udsalg. Og nu vi er ved det politiske, så fortæller Niels Krause-Kjær om 'Den politiske landsby' for 118 kr., hvad der af en eller anden grund giver associationer til Bernard Lewis' bog 'Islam i krise' (69 kr.) og til Henrik Jensens interessante gennemgang af 'Ofrets århundrede' (39 kr.) Er man derimod fyldt til randen af politiske problemer og diskussioner om religion og dertilhørende tegninger, kan man vælge noget helt andet. Til en mørk aften med ild i pejsen og te i krusene kan man købe bladrebogen 'Ungermann' til 169 kr., hvor man kan se hans kendte illustrationer og vignetter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








