Man kommer til at tænke på Magrittes maleri af en pibe med titlen Ceci n'est pas une pipe - dette er ikke en pibe. Formændene for samtlige syv kanonudvalg samt Kulturminister Brian Mikkelsen og super-formand Jørn Lund lægger i deres rigtig mange indgangsbønner vægt på, hvad dette ikke er: »ikke en pensumliste«; »ikke en henvisning af den øvrige danske litteratur til lavere rang«; ikke en »kanon, som vil vare århundredet ud«; ikke »en forudfattet forestilling om harmoni« og så videre. Allermest besværgende er idémanden til det hele, billedkunstneren Hein Heinsen, der skriver: »Her er ingen politiske, principielle eller regulerende led mellem den enkeltes valg og det kunstværk, staten viser som sit«. Noget stikker under Elementært, min kære Watson: her stikker noget under. Der har været så mange politiske, principielle og regulerende faktorer på spil i dette kanon-projekt, at udvalgsmedlemmerne føler behov for at forklare, at de sådan set slet ikke gør det, de gør. Nemlig opstiller nogle meget snævre lister over specifikt danske værker - og gør det, fordi den nationalkonservative kulturminister har bedt dem om det. Udvalgene slår sig i tøjret, men gør dog nogenlunde, som de har fået besked på. Litteraturfolkene beklager, at »de ikke har fundet den skjulte eller fortrængte guldklump, som kunne give listen overskrifter i nyhedsmedierne«. Anders And og Dansk Folkeparti Men her får de hjælp af andre udvalg, hvis til- og fravalg nok skal give genlyd. Navnlig er der svæk i det selvbestaltede udvalg for børnekultur, der udnævner Anders And til umistelig del af den danske kulturarv. Det er da overraskende, og lad os nu se, om Dansk Folkeparti vil finde sig i at give sådan et stykke fjerkræ permanent opholdstilladelse. Vi bekymrer os om det på lederplads: hvad nu hvis Anders søger familiesammenføring? Kan han og Andersine opfylde tilknytningskravet efter så mange år i USA? Hvis svaret er ja, må man virkelig sige, at piben har fået en anden lyd.