Verdens underværker skal udpeges påny

Keopspyramiden i Giza var med blandt de syv oprindelige underværker. - Foto: AP
Keopspyramiden i Giza var med blandt de syv oprindelige underværker. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Antikkens syv underværker blev valgt af en enkelt mand, men når nu listen skal opdateres, bliver det mere demokratisk. I 2006 er folk fra hele verden inviteret til at stemme telefonisk og på internettet. Efter en langtrukken nomineringsproces er der nu 21 kandidater tilbage til titlerne som 'verdens syv nye underværker', heriblandt det eneste bevarede antikke underværk, Keopspyramiden i Giza i udkanten af Kairo. Valg mellem 77 steder og bygningsværker Det er den private, schweiziske organisation 'the New 7 Wonders Foundation' der står bag afstemningen. Listen med 21 kandidater er blevet udvalgt af en jury med FN-organet UNESCO's tidligere generalsekretær Federico Mayor Zaragoza. Juryen skulle vælge mellem 77 steder og bygningsværker, som var blevet stemt ind via nettet. Globalt minde Den oprindelige liste blev udfærdiget af den græske filosof Filon af Byzans for 2200 år siden. Filons liste fungerede som en turistguide for rige indbyggere i Athen over datidens seværdigheder rundt om Middelhavet, mens folkene bag den nye liste har større ambitioner. »Det kan blive til et slags globalt minde, hvor alle vil komme til at huske på disse syv værker. Hvis vi opnår det, så bliver det et kæmpemæssigt bidrag til en bedre forståelse af forskellige kulturer og folkeslag«, siger den schweiziskfødte canadier Bernard Weber, der er hjernen bag projektet, til BBC. Alle kan deltage i afstemningen, som blev indledt, da de 21 kandidater blev præsenteret i Schweiz nytårsdag, og den løber hele året, skriver Ritzau. Operahuset er kandidat De syv underværker bliver offentliggjort ved en direkte transmitteret gallaforestilling à la Oscarceremonien 1. januar 2007. Kun monumenter skabt af mennesker og færdigbyggede inden år 2000 tillades at deltage. Bygningsværker med mange hundrede eller endda mange tusinde år på bagen dominerer, men der er også plads til relativt unge kandidater som det 19. århundredes favoritter, Frihedsgudinden i New York og Eiffeltårnet i Paris. Den nyeste kandidat er operahuset i Sydney, hvilket giver den 87-årige dansker, Jørn Utzon, den enestående mulighed for at blive den eneste nulevende arkitekt med sit eget underværk. Det kan måske kompensere for det faktum, at Tivoli havnede uden for de 21 finaledeltageres kreds. Georg Carstensens gamle forlystelseshave i centrum af København var det eneste nordiske bygningsværk, der var i nærheden af en finaleplads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her