Biografer overlever på statsstøtte

Lyt til artiklen

Indtil maj i år var Middelfart Bio og Café en ganske almindelig og efter dagens standard halvskrabet biograf. Den havde en lille foyer med en kaffemaskine, en popcornmaskine og et sparsomt udvalg af slik. Biografens to sale manglede siddekomfort, og den ene var ikke større end et mellemstort kollegieværelse og havde et lærred på størrelse med en gennemsnitlig hjemmebiograf. Mondæn opgradering Sådan er det ikke længere. Med 700.000 støttekroner fra Det Danske Filminstitut (DFI) og Middelfart Kommune er den gamle biograf i dag vokset ud af fortiden, har skiftet navn til Panorama og er flyttet til mondæne lokaler i det nye Kulturhus. Her er salene opgraderet til THX-standard med Dolby Digital Surround EX, 92 m2 lærred, slikland og brede, nyindkøbte stole med kopholdere og vipperyg. Renoveringsstøtte Middelfart er en af de mange danske biografer, som DFI har tildelt renoveringsstøtte. En støtte, der ifølge Maja Giese, leder af Distribution og Lancering ved Det Danske Filminstitut, er en væsentlig årsag til, at mindre danske biografer som Middelfart klarer sig i konkurrence med store biografer, dvd og filmdownload fra internettet. »Støtten har været alfa og omega for, at vi har fået mange små biografer, som tilbyder publikum en rigtig god oplevelse. Hvis publikum ikke får den kvalitetsbiografoplevelse, som de forventer, så svigter de. Det er det, man ser i resten af Europa, hvor billetsalget falder markant. I Danmark falder omsætningen kun to til tre procent, hvor billedet i resten af Europa er 15 til 25 procent«, siger hun. Kvantespring Siden 1998 har danske biografer kunnet søge om renoveringsstøtte hos Filminstituttet, og i år har DFI uddelt mere end tre millioner kroner. Støtten er indført for at hjælpe biograferne, som presses fra flere sider: Blandt andet er tiden mellem biografpremieren og udgivelsen på dvd blevet kortere, og flere spår endda, at premieremonopolet vil falde helt væk om nogle år, og det vil betyde, at filmene bliver tilgængelige over internettet eller i videobutikkerne fra den dag, de har premiere. Standard giver omsætning Derfor er det for biograferne vigtigt at satse på komfort. Middelfart Bio og Café, Biffen Odder, Kjellerup Bio og Pandrup Kino og over 80 andre biografer har således med hjælp udefra oprustet i kampen om kunderne. Og det lader til at hjælpe. »Renoveringen betyder, at biografen holder en standard, og vi har på fornemmelsen, at de renoverede biografer får en forøget omsætning og en øget aktivitet. Desuden er der kun én af de biografer, vi har støttet, som er lukket«, siger Maja Giese fra Filminstituttet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her