Hvilken ryger har ikke haft som nytårsforsæt, at nu skal det være slut? Hvem har ikke taget det 'sidste' hiv lige inden champagnen nytårsaften? Og hvem har ikke prøvet at vågne nytårsmorgen med en frygtelig trang til at snuppe én af de forbudte smøger? Bøder for røg Men spanierne behøver hverken forsætter eller løfter for at droppe tobakken. Der er ingen vej udenom - medmindre de vil betale klækkelige bøder - når en ny lov træder i kraft efter nytår. Dermed er det slut med at arbejde i tågerne fra de andres cigaretter. Slut med at tøjet stinker af røg efter et besøg på en restaurant. Slut med udtrådte skod under bardisken. Og dog. Der er enkelte undtagelser i den nye lovgivning. Rygere på gaden Men når de offentligt ansatte i Københavns Kommune fra 2007 må stoppe rygeriet på arbejdet, er det barnemad ved siden af den virkelighed, knap en tredjedel af den spanske befolkning (31 procent) nu må vænne sig til. 2. januar 2006 møder millioner af spaniere til friskere luft på arbejdet, uanset om de er ansat i private eller i offentlige virksomheder. Det bliver nemlig forbudt at ryge på arbejdspladsen, hvis man har et indendørs job. Skal man have stillet trangen, må man gå udenfor. Alle offentlige transportmidler bliver røgfri ligesom naturligvis hospitaler, skoler og offentlige institutioner. Mures inde Men også restauranter er omfattet. Spisesteder på mere end 100 kvadratmeter kan dog indrette en speciel rygerafdeling, som højst må fylde 30 procent af arealet. Og der skal være solidt murværk omkring rygernes domæne, så de andre gæster ikke kan lugte røgen. Barer og mindre restaurationslokaler kan selv vælge, om deres gæster skal udsættes for røg eller ej. Og ejerne skal skilte med, at 'Her må der - eller må der ikke - ryges', så kunderne er advaret. Forgæves protester Restauratørerne har forgæves protesteret med argumentet om, at de vil miste 1,6 milliarder euro (ca. 12 milliarder kroner) i omsætning om året. Men det afviser den socialistiske sundhedsminister Elena Salgado og henviser til Irland og Italien, hvor et tilsvarende rygeforbud ikke har skræmt kunder væk. Loven, der er en af de skrappeste i Europa, blev vedtaget med et stort flertal i det spanske parlament forleden. Folkelig opbakning En meningsmåling viser, at 77 procent af befolkningen bakker den op, om end næsten lige så mange (70 procent) mener, at det bliver vanskeligt at få folk til at overholde loven. Det bliver politiets opgave at sørge for, at der ikke går røg af spanierne på forbudte steder. Første gang vanker der en nærmest symbolsk bøde på 30 euro (ca. 225 kr.). Men anden gang risikerer man at blive 600 euro fattigere (4.450 kr.). Hvis en arbejdsgiver blæser på forbuddet og giver sine ansatte lov til at ryge indendørs, kan bøden komme til at lyde på 10.000 euro (75.500 kr.). Billigere smøger Sundhedsministeren håber, at loven vil få de unge til at lade være med at ryge eller i det mindste begynde senere. I dag tænder de fleste unge deres første smøg, når de er 13. Men efter nytår må de end ikke opholde sig i barer, hvor der ryges, før de er fyldt 16 år. Tobaksbranchen har dog allerede svaret igen ved at sænke priserne på en række cigaretmærker. Prisen er skruet tilbage til 1999-niveau, hvilket vil sige omkring 10 kroner for en 20-styks pakke. Og det er skæbnens ironi, at de unge er vilde med de nye discountsmøger, som på rekordtid har vundet 30 procent af markedet. »Må finde noget andet at dø af« Et andet formål med loven er at sænke antallet af dødsfald, også blandt ikkerygere. Hvert år dræber tobakken 50.000 spaniere, heraf 700 ikkerygere. »I den vestlige verden er det ugleset at blive syg af at ryge, så vi spaniere bliver altså nødt til at dø af andre årsager«, som kommentatoren og rygeren José Luis Alvite skriver i dagbladet La Razon.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








