Turistattraktion er for farlig for turister

Lyt til artiklen

Efter seks år med fulde huse og omkring tusind besøgende om dagen lukker kejser Neros Gyldne Hus, Domus Aurea, i Rom. Risikoen for at kalkpuds og stumper af freskomalerier dratter ned i hovedet på turister og ansatte er blevet for stor, vurderer eksperter. Lukningen, der er gennemført med øjeblikkelig virkning, er en direkte konsekvens af den siddende regerings nedskæringer på kulturområdet. Det siger kulturminister Rocco Buttiglione, der selv er med i Silvio Berlusconis højreregering. »Rom er et stort friluftsmuseum, og vi administrerer det med reduceret personale og opstrammede budgetter. Det er ikke et teknisk, men et politisk problem. Italien må bestemme sig for, om den enorme kulturarv skal bevares«, siger Buttiglione på et pressemøde om sagen. Åbnet i 1999 Neros overdådige og guldbelagte villa var under restaurering i 20 år, før den blev åbnet for gæster i juni 1999 af den daværende centrumvenstre-regering. Villaen har siden været et af de mest besøgte turistmål i Rom, skønt kun 32 af de oprindeligt 150 rum har været tilgængelige. Men de seneste tiders silende regn kombineret med dårlig vedligeholdelse har altså fået de romerske myndigheder til at stoppe legen, før nogen får et stykke maleri i hovedet. Mur brød sammen Noget lignende var nær sket, da en mur på Forum Romanum brød sammen i sidste måned. Det skete om natten, hvorfor ingen kom noget til. Også i Caracallas Termer er der risiko for sammenstyrtninger. Nye jernkæder er sat op for at holde de besøgende på afstand af faldefærdige mure, som ingen myndighed har råd til at stive af. Regeringen planlægger at skære ti procent af kulturministeriets budget næste år, og det svarer til nedskæringen i år. Ifølge kulturminister Rocco Buttiglione skal der 5 millioner euro til akut at lappe på Neros villa, så den kan genåbnes for publikum. Men det rækker kun til den mest nødtørftige stabilisering af paladset. Der skal 130 mio. euro til over de næste ti år, hvis villaen og det omliggende område skal restaureres ordentligt. Ødsel laban Nero lod det gyldne hus opføre til sig selv umiddelbart efter den omfattende brand i år 64. Han nåede knap nok at nyde værket, da han begik selvmord fire år senere. Senere kejsere samt Neros samtidige syntes han var en ødsel laban, og de gjorde derfor hvad de kunne for at slette hans minde. Pragtvillaen blev dækket til, og først i renæssancen dukkede den op af den romerske muld.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her