»Dansk kultur trænger til udvikling. Altså, hvorfor er der så få danskere, der lærer arabisk eller urdu eller tyrkisk, når man nu virkelig har chancen? Det er, som om vi ikke vil tage ved lære af nogen, vi opfatter som svagere end os selv. Da jeg var i Grønland, blev jeg så rørt over alle de grønlændere, der talte flydende dansk, og når jeg spurgte danske virksomhedsledere, om de så talte grønlandsk, svarede de: Nej, det er for svært. Vi har en snert af herrefolk, vel fordi vi er små, har vi brug for at føle os store, og det er vores historiske fejltagelse, for det hævner sig altid. I 1930'erne beundrede danskerne det stærke Tyskland. I dag har vi frivilligt underlagt os pax americana. Vi er blevet så amerikanske, at vi nærmest har engelsk som vores andet modersmål, mens tysk, fransk og russisk næsten ikke eksisterer på universiteterne. Når unge danskere og svenskere mødes, taler de jo amerikansk«. Hvad skade kan der ske ved det?

»Det gør os mere strømlinede og endimensionelle og blinde for de kulturelle rigdomme og variationer. Jeg tror, at de generationer, der kommer efter os, vil dømme os hårdt for den blinde og ligefrem hadske tone, der præger omtalen af danske minoriteter. Jeg tror, at de vil blive forfærdede over, at vi kunne leve med så blytunge skyklapper, at vi slet ikke så, at Vestens manglende ydmyghed over for andre kulturkredse nødvendigvis ville få drabelige konsekvenser. Det er tredje verdenskrig, som pletvis er i gang, og til sidst kan ingen standse den«. Hvad kan vi hver især gøre for at fremme integrationen?

»En model, som har vist sig at være en stor succes, er den, som Kvinfo praktiserer med mentorordningen, hvor gammeldanske kvinder melder sig som mentorer og bliver sat sammen med en nydansk kvinde af tilsvarende uddannelse. Sådan bliver indvandrerkvinden hjulpet ind på det danske arbejdsmarked, mens den gammeldanske kvinde kommer ud af sin afmagtsfølelse. Det kunne man gøre mange flere steder i samfundet. Men ... vi taler om nogle kæmpe Titanic'er, der skal vendes i søen. Og det tager tid. Problemet er, at vi lever i et minut-demokrati, hvor alting er signaler og målinger, mens der egentlig er brug for nogle lange seje træk, som ikke giver valg, fordi resultatet først ses i løbet af flere generationer. Vi lever, som om vi var udødelige. Nærmest efter det gamle ord: Efter mig kommer syndfloden«. Hvad særligt dansk vil der findes i år 2040?

»Et stærkt dansk sprog. Fordi det er et sprog, der kan bruges i mange sammenhænge. Det er ikke kun et vuggevisesprog. Vi har også en stærk dansk kulturarv og musik og en sangskat. Vores største problem bliver den voksende gruppe danskere, der er ladt i stikken. De er ikke fattige på penge, men livsfattige. Når der ikke er brug for én, kommer man til at opfatte sig selv som skod, og så skal der meget trøst til i form af alle mulige former for junk, hvad enten det er narko eller junkfood, eller at man vejer 200 kilo«. Kan vi ikke bare sige: Nå, dem om det?

»Sådan tænker vi jo. Men hvis man behandler andre mennesker sådan, sker der noget ved ens eget selvværd. Og så får man lettere ved at gøre det igen. Det kan godt være, at man ikke kan mærke det lige nu, men det er ligesom ved menneskemishandling. Man tror, at man kan slippe af sted med det, hvis de ikke skriger. Men der sker en forråelse, en følelsesmæssig afstumpning hos os, der bare lader det ske og siger: Vi er jo et frit land. Alle kan gøre, som de selv vil«.