Nogen har slået et lovlig stort brød op, men det er meningen: På gulvet breder en kolossal dejklump sig dag for dag. Det er kunst, vi er i galleriet Ax12, og ejer David Milo Kragh-Müller tager imod. For et par uger siden kunne han, sammen med sine to medstiftere, slå døren op til de to rum højt oppe i det gamle vandværk ved Axeltorv: »Vi har ikke været interesseret i at ligne gallerierne på Bredgade eller Bryggen. Vi har forsøgt at skabe en anden gallerimodel, hvor indtjening også kommer fra andre kilder end salg af kunsten. Her vil også være koncerter, moderne dans, og vi har lige lagt lokaler til et releaseparty for et magasin«, siger den 28-årige ejer, der oprindeligt er musiker. Før slutningen af 1990'erne var Bredgade galleri gaden. Siden har Islands Brygge været stedet. Men nu sker der noget på den københavnske kunstscene. David Milo Kragh-Müller sammenligner med New York, hvor kunstcentrum siden 1980'erne har flyttet sig fra Soho over Chelsea til Williamsburg i Brooklyn. Hans galleri er da heller ikke alene om at bevæge sig off piste i forhold til de to dominerende postnumre i byen. »Der er røre i kunsten som aldrig før«, bekræfter Mikael Andersen, formand for Dansk Galleri Sammenslutning. »Der er flere gallerier nu, end der har været tidligere. Det skyldes, at kunstnerne er mere bevidste om at udstille og synliggøre sig selv. Samtidig har interessen for kunst aldrig været større blandt publikum. Man må bare håbe, at de unge har energien til at fortsætte. Det er hårdt arbejde. De første 10 år er de vanskeligste«, siger Mikael Andersen, der selv har holdt skansen i 18 år med sit Galerie Mikael Andersen i Bredgade. Indtjening ved ølsalg Ude på Krimsvej 15 i 2300 S vil man gerne skrive under på, at livet som gallerist er »en tur op ad bakke«, som kunstner Jesper Dalgaard formulerer det. Sammen med et hold akademiuddannede kolleger åbnede han i foråret Galleriet Dunk!. Nødvendigheden var til stede, mente de. Ligesom Den Fri i 1890'erne gjorde oprør mod salonen på Charlottenborg, er det nye ryk på kunstscenen en naturlig reaktion på, at gallerierne på Bryggen er gået fra under- til overgrund: »Der har været et tomrum, hvor der ikke skete meget i undergrunden. Men nu sker der endelig noget!«, siger Jesper Dalgaard. Kunstnerne på Krimsvej betaler huslejen ved at sælge øl til deres fester. Målet er ellers ædrueligt nok, blandt andet at give chancen til de kunstnere, der måske var et hit som nyuddannede, men derefter druknede i nyhedsstrømmen: »Der er så mange om buddet, at store talenter bliver overset. Nogle af dem har ikke fået lov at udstille i to år. Det er ikke godt for en kunstners selvtillid«. Patetisk internationalt 4,8 kilometer væk i Bredgade 20 ser Patricia Asbæk delvis en fordel i de unge galleriers utraditionelle forretningsmetoder. På baggrund af 30 år i branchen siger ejeren af Gallerie Asbæk: »Det nye i dag er tolerancen og bredden i galleriernes profil. Nu kan man tillade sig at kombinere galleriet med andre aktiviteter. Det kunne ikke lade sig gøre tidligere. Da vi åbnede vores cafe, skrev anmelder Gertrud Købke Sutton, at hun ikke kunne koncentrere sig om kunsten på grund af lugten af mad. Det morede jeg mig meget over«. Men samtidig ser Patricia Asbæk også en snert af storhedsvanvid i forhold til mange af de københavnske galleriprofiler: »Jeg har lige haft en udenlandsk gæst fra Spanien, som syntes, København var en fuldkommen fantastisk by, men samtidig sagde: »Det er sjovt. Det er, som om alle de danske gallerier tror, at de bor i Soho i New York. Man prøver at være patetisk internationale«. Og det er nok rigtigt set«, siger Patricia Asbæk med en efterlysning af, at de nye gallerister satser på det særligt skandinaviske. Hvilket konkret råd ville du som garvet gallerist give den yngre generation? »Det ville være det samme råd, som jeg gav min søn Martin (galleriejer Martin Asbæk, red.). »Martin«, sagde jeg. »Et galleri er aldrig mere værd end den kunst, man præsenterer. Aldrig! Få fat i de bedste kunstnere. Og vid, hvorfor de er gode. Lær og kig og kig og kig. Det væsentlige er, at den kunst, du viser, er helt i top««.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
En af landets rigeste kvinder spiller en rolle i den strid, som udspiller sig i dele af Jylland
-
Sygdommen, den vestlige verden havde glemt, er tilbage i USA
-
Polens leder satte brutalt ord på det, mange tænker, men helst ikke siger for højt
-
Danmark har mistet kontrollen med lyssky risikoskibe i Øresund
-
Købet er ikke bare en konkret aftale. Det er også et tydeligt signal til amerikanerne
-
Tidligere radiochef kalder bog om Radio24syv »en virkelig trist udhængning af en masse tidligere medarbejdere«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








