'HJÆÆÆÆÆÆLP'. På den ovale måde.

Illustration: Mai-Britt BerntJensen
Illustration: Mai-Britt BerntJensen
Lyt til artiklen

OnsdagKl. 22.34 Har været på seminar. M. resten af ledelsen (havde det lidt som kvindelig udgave af ham Claude X, der fik sneget sig med t. Alexandras og Joachims bryllup). Foregik på Gilleleje Badehotel. M. to overnatninger. Og spa og møder. (Ikke samtidig, forstås). Var den eneste kvinde. Og den yngste. (Yes. Yes-yes-yes-yes-YES!). Havde fået børnene distribueret. Én til freelancefar i Ryesgade. Og én til fulltime-outlaw. Og så sad jeg pludselig der. Iført designerstol, kaffe og småkager. Og skulle mene noget. For første gang i halvandet år. Gik godt. Gik faktisk SKIDE godt. Var af en eller anden grund helt klar i hjernen. Og det dér innovativ. Foreslog ting, der blev besluttet. Og fik overdraget ledelsen af flere projekter. (Fik næsten lyst til at sende børnene på orlov hos deres fædre. Og selv tage direkte t. New York og blive chef for noget. Kunne evt. overtage det der metroXpress?). Fik ros i rygepausen af noget administrerende direktør. For »virkelig stærke input«. ... Så mig heldigvis ikke et par timer senere. Hvor det var blevet mørkt. Var gået i spaen i kælderen for at score noget business-velvære inden middagen. Åbenbart ikke andre, der havde fået samme idé. Var fuldstændig alene i underjordisk boblebad. Fyldte vand i karret, tændte nogle stearinlys og tog meget lyseblå ansigtsmaske på. Gled ned i badet og tændte for boblerne. Og lagde an t. at nyde det. Kunne pludselig mærke, at det her var den perfekte location til en crime scene. Spamotor larmede ad helvede til. Ville ikke kunne høre, hvis en psykopat var på vej ned ad gangen. M. syge øjne, faste skridt og hævet kniv. Og ville selv blive hørt af absolut ingen, hvis jeg begyndte at skrige 'HJÆÆÆÆÆÆLP' på den ovale måde. Gik langsomt, men sikkert, i komplet panik. Lå helt stiv i karret m. rystende ben og bankende hjerte. Og prøvede at finde ud af, hvad der var farligst: at blive liggende. Eller at prøve at komme væk. Kunne pludselig ikke være der et sekund længere. Røg op af karret, kastede noget morgenkåbe omkring mig og vådspænede af sted gennem kælderen i klipklappere. M. en rodet sky af shampoo, håndklæder og fodplejeprodukter stående omkring mig. Røg op af kælderskakten, hen over parkeringspladsen og ind i sikkerhed i receptionen. Nikkede mellemlederagtigt til receptionisten. Og opdagede først oppe på værelset, at jeg stadig havde lyseblåt klister i hele ansigtet. Tog lige 10 minutters gin & tonic, før jeg ringede ned i lobbyen og sagde, at jeg vist nok havde glemt at slukke for spa 4. Besluttede ikke at risikere flere panikulykker. (Droppede af samme grund fotogen, men ensom morgenslentretur på øde strand). Egentlig okay bare at være hjemme nu. I sit eget aflange badeværelse. Og med 1.000 watts gadebelysning udenfor. Kl. 22.37 Har afbestilt New York. Var lige inde at stå og stirre på børnene, mens de sov. Er Jordens smukkeste, når de er bevidstløse. Får sådan lyst til at vække dem. Og sige undskyld for alt. Eller plage om at få lov til at læse en godnathistorie mere. ... Egentlig kan de bare komme an. M. deres seminarer og deres pædiatere. Hele egenkapitalen ligger alligevel her. I to skrammede Ikea-senge m. søudsigt. TorsdagKl. 9.10 Tilbage i kontorlandskabet. ... Ikke for noget, men kan bare MÆRKE, at jeg er en del af ledelsen. (Okay, i hvert fald af mellemledelsen). Har uddelegeret noget ansvar og nogle opgaver fra morgenstunden. Og smækket rundt på parketgulvet i høje støvler på den overbevisende måde. (Skal muligvis have skaffet noget lidt mere executivt t. overkroppen). Kl. 10.12Vild med: 1. Mænd, der siger op af principielle grunde Gider i hvert fald ikke at være: 1. Sådan én, man kan knalde under julefrokosten 2. Sådan én, man kan knalde efter julefrokosten 3. ... Og dog? Kl. 12.45 Nå. Så lagde den sig. Seminar-rusen. Var lige akkurat kommet tilbage fra frokost, før der lå mail fra Nick. »Kære Nynne, tak for sidst. Gode ideer, du havde taget med. Skriver du ikke lige et referat af de tre mødedage og sender dem rundt til os andre? Nick«. (#¤%&/#"!¤%&/!!!). Men var som sagt eneste kvinde i mødelokalet på Gilleleje Badehotel. Kl. 13.02 Har skrevet fire forskellige syrelede svar. Hvoraf det ene var en opsigelse. Og slettet dem alle sammen igen. ... Rend mig i røven. ... Er desværre ikke typen, der siger op af principielle grunde. Men tager hævn en anden dag. Kl. 13.10 Har pludselig fået øje på noget. Det er, som om der er blevet drysset mel ud over hele banden i løbet af de seneste ti år. ... Sidder bare her og ser hele lortet falme. Live. Læste på nettet forleden, at Filmbyens femme fantastisk har slået op med Lars von T. Gad vide, hvad hun så skal? Formentlig danse tango på fuld tid. I noget fejende, udringet og flammerødt. Siger, at hun altid har været meget dårlig til rutiner. Og at tingene helst skal være så svære som muligt. ... Hun bliver 55. Lillejuleaften. ... Kan folk ikke bare slappe lidt af? Føler mig pludselig lidt presset. Har kraftedeme arbejdet herinde forever. Eller i hvert fald siden ham derovre havde brunt hår. ... Burde man være sprunget ud som skovrider på et eller andet tidspunkt? ... Never mind. Hun kan sgu bare danse løs. Er egentlig ikke interesseret. Bliver her. Giver som nævnt virkelig 'stærke input'. Og er som regel også glad for at være her. På min egen rasende måde. Kl. 19.12 Sådan dér. Er hjemme. Og har allerede afviklet aftensmad. Okay ... Det vil sige: Min mor havde lavet boller i karry. Er nærmest i besiddelse af au pair. Desværre m. ret til at udtale sig om ALT. »Jeg TROR altså ikke, at du skal lade Bjørg spise to æg hver morgen. Det er ikke godt for hendes kolesteroltal«. (#¤%&!) Altså svært at tage imod gode råd fra nogen, der lige har læst i avisen, at det er 25 år siden, »John Lemon blev skudt«. (Og som suger hovedparten af sine oplysninger i Urban, Helse og 'Danmarksmester' på DR4. Fordi det er gratis). Kl. 19.17 Ikke for noget. Men der må jo bo nogen nedenunder. Der hænger i hvert fald en masse overtøj. Ser også ud, som om de har børn. Men har aldrig hverken hørt eller mødt dem. Har til gengæld mødt overboen igen. Er stadig lækker. Havde lige været i kælderen og hente vores julepynt. I mellemtiden var børnene sluppet ud i opgangen Stod på trappen i et virvar af mindreårige, vinterstøvler og kravlenisser, da han kom ind ad hoveddøren. I noget rulam. Prøvede at føre en samtale i kategorien: »Jeg hører, du har boet i Stockholm«. »Har du købt lejligheden?«. Og: »Vaskemaskinen nede i kælderen er lidt mærkelig, den kan ikke vaske på 60 grader«. Mens Husum stod m. hele skaftet ud ad døren for at høre, hvad der foregik. Og legede, at hun var usynlig. Så var det, Elliot slugte en fleece-vante, og vi var nødt til at afbryde lige midt i: »Og hvad laver du så?«. Endte med at han spurgte, om jeg ikke kom op til Singapore Slings, når børnene er faldet i søvn. ... Singapore Slings? Er det ikke lidt skabet? Hvad er der egentlig galt med Heineken? Hvis han også serverer dyre nødder og spiller Chopin, er jeg skredet. ... Hvad skal jeg tage på? Slåbrok? Nå. Skal lige se 'Jul i Valhal' m. Bjørg. Kl. 20.07 Undskyld. Men kunne de ikke have lænket nogen andre end Kirsten Hüttemeier nede i den der grotte? For eksempel en skuespiller? Fandeme ikke fair over for nordisk mytologi, at to tredjedele af Det Brune Punktum render rundt og skaber sig ovre i Asgård. Og hvorfor skal de alle sammen OVERSPILLE sådan? Også dem i Midgård. Det er ikke døvekalender, for fanden. Der er jo lyd på apparatet. Kl. 00.03 Hold kæft, hvor bor han pænt. Lidt ligesom at komme ind i Casa Shop. (Kan ALDRIG invitere ham ned i den her sværm af vattæpper og lyskæder). Og så er han både sød. Og sjov. Og leveringsdygtig i husinfo. Ved nu, at underetagen er beboet af Svend og Pernille. Og deres to børn. Som er i Thailand på noget langtidsferie og først kommer hjem efter nytår. Og så har han fandeme lavet en stol. Overboen, altså. Af en hel masse gennemsigtigt plastik. Og vundet en pris for den. Har et firma og noget tegnestuedotcom sammen m. nogen. I noget nedlagt fabrik på Islands Brygge. Og så har han lovet at vise mig, hvordan jeg kommer på det der Skype. Men han er kun 36 år. Det er ikke meget af en overbo at være. ... 36. FredagKl. 22.40 Nå. Kl. 22.41 NÅ! Kl. 22.43 Natascha er gravid. Kl. 22.44 ... Kl. 22.46 Hun er gravid! Kl. 22.47 Som i syttende uge. Kl. 22.48 ... Kl. 22.49 ... Kl. 22.50 Glemte at spørge med hvem af dem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her