De tre store hovedstadsteatre Gladsaxe Teater, Folketeatret og Østre Gasværk er netop tildelt i alt 13,7 mio. kr., efter at de sidste sæson kom ud med drønende underskud oven på vigende tilskuertal. Havde teatrene ikke fået denne økonomiske saltvandsindsprøjtning, ville de have lænet sig op ad en konkurs. Store underskud Det er Teaterudvalget under det nu snart afviklede HUR, der har valgt at grave dybt i udvalgets såkaldte Kapitalindskudspulje ('Katastrofefonden') for at finde de mange penge til de tre teatre, der alle kom ud af sidste sæson med negativ egenkapital. Støtten fordeler sig med 3,7 mio. kr. til Folketeatret, 4,5 mio. kr. til Gladsaxe Teater og 5,1 mio. kr. til Østre Gasværk, og alvoren i teatrenes situation kan bl.a. aflæses af, at der er tale om tilskud, der ligger mellem en tredjedel og en fjerdedel af de offentlige tilskud, de tre teatre i forvejen modtager. I Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST), der er moderorganisation for syv af de største scener i hovedstaden, siger direktør Henrik Bering Liisberg, at krisen ser ud til at være overstået på Folketeatret, Østre Gasværk og Gladsaxe Teater. Han bekræfter også, at det ekstraordinære tilskud var sidste mulighed, før de pågældende teatre var kommet ud i særdeles alvorlige eksistensproblemer. Usædvanligt »Dette er en helt usædvanlig historie i DST-systemet, for vi har aldrig tidligere været ude for, at hele tre teatre på én gang skulle have tilført penge. Derfor er vi også lykkelige for at have denne særlige pulje, når det går galt«, siger Henrik Bering Liisberg. Både Gladsaxe Teater og Østre Gasværk har dog før oplevet, at man måtte bede om ekstra midler, men begge teatre kæmpede sig igen op på en sund økonomi ved at præsentere forestillinger, der trak masser af publikum. De tre teatre har fået tilskuddene som rentefrie lån, men man forventer kun, at pengene kan betales tilbage, hvis teatrene løber ind i rigtigt store publikumssucceser. Teaterchef Flemming Enevold, Gladsaxe Teater : »Vi havde et alt for ringe billetsalg til både 'Medea' og 'Marathondansen'. Det var ellers en fornuftig og konservativ sæson, som alligevel gik helt galt, og derfor måtte vi have tilført ekstra midler for at klare likviditeten. Men jeg kan også konstatere, at det bliver stadigt sværere at lokke publikum til mit teater i Buddinge. Konkurrencen er langt skrappere fra andre teatre og shows. Og der er ingen tvivl om, at opsætningen af 'Den eneste ene' i Forum ramte vores billetsalg«. »Jeg tager naturligvis mit ansvar som teaterchef, men man skal altså efterhånden være marketingspecialist for også at være en god teaterleder. Samtidig med at vilkårene for de store DST-teatre er blevet stadigt dårligere, har vi desuden haft en politisk ledelse i DST, der var fuld af tvivl. Alle teaterchefer har nu fået forlænget deres mandat på tredje år, og stemningen er mere præget af krisebehandling og afvikling end udvikling«, siger Flemming Enevold. Usikker branche DST-direktør Henrik Bering Liisberg mener, at de tre teatres store, økonomiske uføre viser, hvor usikker teaterbranchen efterhånden er. »Det er meget vanskeligt at forudsige, hvad publikum vil se i teatret. Men den afslører også, hvor snævert det økonomiske spillerum er. Et forkert skud i bøssen - måske endda bare et uheld, og så går det galt med økonomien. Mere skal der ikke til, og det er jo uhyggeligt, når margenen er så lille«, siger Henrik Bering Liisberg. I følge DST-direktøren går det indtil videre »hæderligt« på Folketeatret, Gladsaxe Teater og Østre Gasværk i indeværende sæson. Især Folketeatret oplever succes i øjeblikket, hvor publikum strømmer til opsætningen af 'Et juleeventyr'. Mens Gladsaxe Teater, Østre Gasværk og Folketeatret efter sidste sæson røg ud i økonomiske problemer, var der mere balance i regnskaberne på de fire andre scener i DST - Rialto, Nørrebros Teater, Betty Nansen Teatret og Aveny-T. DST afløses 1. januar af det nye Hovedstadens Teater, og her sidder bestyrelsen netop og overvejer, hvordan en ny ordning for de store, københavnske scener skal skrues sammen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Klumme af Timme Bisgaard Munk
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.







