»Jeg tror ikke, at der vil være nogen kunst i Danmark om 10 år. Dansk kultur er rig på events og støj og farvestrålende indpakning, men der er ikke noget indeni. Hele H.C. Andersen-fejringen var så tom og fjern fra det skarpe, originale og geniale i hans eget værk. Det forsvandt i formidling og kulørte lamper, og den retning tager hele kulturlivet i Danmark, synes jeg. Snart vil det være sådan noget cirkusagtigt noget, vi bruger for at få tiden til at gå, mens vi venter på at gå under. Men man kan kun dyrke det kortsigtede til et vist punkt, for så dør kunsten. Der vil kun være det, der kan sælge, tilbage. Det kan selvfølgelig også godt være kunst noget af det, men det kan man ikke blive ved med. For åndehullet bliver til sidst så lille, at vi bliver kvalt«. »I Danmark satser man overalt på mainstream. Det er amerikanisering. Og vi får priser, når vi ligner dem allermest. Så vi risikerer at ende som en aflægger af det amerikanske, og det vil da være en katastrofe, for vi er ikke amerikanere. Selv om vi er mangfoldige, tror jeg, at det er vigtigt for os både som folk og individer, at vi har en identitet sammen. Men i dag prøver vi ikke engang at sælge det, som er lidt ude i kanten. Det, som har en egenart og stryger folk mod hårene og måske har noget i sig, man ikke lige havde forventet. Al nytænkning. Vi vil gerne styre og regulere og udnytte, og så kommer vi til at lukke af for ilten«. Hvad er det særligt danske i dansk kultur og mentalitet?

»Netop det tøvende og skæve. Ordet danskhed er blevet så befængt, at man næsten ikke kan få sig selv til at sige det. Men den er der jo. I det, jeg kalder danskhed, ligger der en frihed til forskellighed. Det at man kan tale om tingene. Måske det lille anarkistiske element, som får lov at være der. Man føler jo en underlig udefinerlig danskhed, når man kommer rundt i landet og ud på landet. At der under forskelligheden er et eller andet fælles. Noget I.P. Jacobsen og Johannes V. Jensen. Nogle stemninger, nogle måder, lyset falder på, en måde, gråvejret er på, som er vores. Vi har en kim til tolerance, som næsten er væk, men måske kan genoplives. En måde at spørge og tale på, hvor man giver plads til alle«. Hvordan sikrer man den?

»Det er vigtigt, at man ikke hele tiden prøver at få Danmarks Radio til at ligne alle de andre kanaler. Svensk tv har noget, der hedder 'Kulturnyheder'. Her i landet har vi ikke en skid ud over 'Smagsdommerne'. De kanaler, som er på vores sprog, må have en mangfoldighed og et niveau tilbage, som de havde engang. For hvis man aldrig møder et andet billede af verden end det, som er en kopi af amerikansk, og aldrig beskæftiger sig med det, som er langt væk, kommer man til at mangle en tolerance og mystik. Vi kommer til at tro, at der ikke findes andet end parforholdsproblemer. At verden virkelig er så lille, som den ser ud i de film og tv«. I 70'erne gjorde man oprør imod, at nogen sad og lærte os, hvordan vi skulle leve. Vil du gerne tilbage til det?

»Ja, men alle har jo bøjet nakken for det der. Man har mistænkeliggjort alt, der stikker lidt op over den laveste fællesnævner, og det er fatalt for os som nation. Regeringen har sat sine egne ind i alle rækker og jager anderledestænkende væk. Det ligner en statslig paranoia over for det, der ikke umiddelbart virker nyttigt og kommercielt. Jeg håber, for jeg tror det faktisk ikke, at nogen vil få nok og opdager, at man også er nødt til at skabe nogle reservater for noget, man ikke ved, hvad er. Men jeg tror ikke, det varer særligt længe, før der kun bliver skrevet danske bøger, som sælger røven ud af bukserne, og vi må opgive nogle ting, vi aldrig havde drømt om, at vi måtte opgive. Det sker bare sådan lidt ved et tilfælde«.