Der er det virkelige USA i den virkelige verden. I den er der krig i Irak, verbal krig i Kongressen og en nation dybt splittet om snart sagt alt, hvad der er vigtigt i en værdiforvirret hverdag. Og så er der den anden virkelighed. En verden indrammet i en kasse, der gør alle begivenheder overskuelige og behageligt nemme at forveksle med begivenheder, krige og fredsslutninger, der virkelig betyder noget. I den verden oplevede amerikanske tv-seere natten til fredag en af alle tiders største pseudobegivenheder af den slags, der i dagene forinden fik selv nogle af de mere verdensbekymrede og panderynket alvorlige amerikanere til at gå i forventningsdirrende selvsving og bramfrit erklære, at nu skete der da virkelig noget. Skelsættende forsoning Hvis man ikke vidste bedre, så man måske bare en evigt smilende sort kvinde med hovedet på tvivlende skrå, kroppen skruet ned i en voldsomt flæset brun kjole og en afslappet overlegenhed over for en kejtet, forvokset knægt i jakkesæt bag et overdimensioneret skrivebord. Men selvfølgelig vidste man bedre, hvis man dér klokken halv tolv om aftenen selv havde valgt at tune ind på lige præcis CBS' sene aftentilbud i kabel-tv's overflødighedshorn af over 500 kanaler. Om man så tror på det eller ej, var det den største, mest opreklamerede og mest skelsættende forsoning i det fjernsynske parallelunivers, hvor ting har det med at blive til sandhed, alene fordi de bliver sagt og registreret af millionerne ude i stuerne. 'Årtiers tv-begivenhed' »Tro mig, det her er årtiets tv-begivenhed«, insisterede David Letterman. Så det var det. Og så kom hun, 'the queen of daytime tv', miss Oprah Winfrey, lige direkte ind i fupdagligstuen hos 'the king of late night talk' og videre ud i de rigtige stuer. Der hvor vi efter årevis med Letterman-jokes faktisk troede, at der ville være åbent had, fordi Oprah efter to besøg hos Letterman i 1980'erne beskrev sit enorme ubehag ved at være mål for hans platheder og offentligt svor, at hun aldrig ville sætte sig i den ubehagelige stol igen. En alvorlig aften Det mærkelige var, at de næste 35 minutter faktisk kom til at handle om noget. Til gæstens synlige og overskudsagtigt udtalte forbløffelse. »Jeg kan ikke komme mig over, at du er så seriøs«, sagde Oprah flere gange, end det var til at holde ud at tælle, da manden, vi i 16 år har hørt, at hun hader, spurgte til hendes arbejde for Afrikas fattige, hendes egen trængte barndom, hendes holdning til tv, til raceproblemer og til hendes egen rolle som producer af samme aftens premieremusical, 'The Color Purple', og hendes snarlige rejse til Sydafrika for at bygge sin helt egen skole, der skal gøre fattige børn til stærke ledere. Frem til et klimaks af de mere uventede: »Det er jo forskellen. Vores show er noget, folk ser derhjemme lidt ved et tilfælde. Mens du betyder noget for folks liv. Vi er bare et tv-show«, sagde Letterman og lød egentlig ganske oprigtig. Lignede virkeligheden lidt »Se, alle sammen, det er Oprah«, sagde Letterman til skaren af hujende fans, da han tog sin gæst i hånden og fulgte hende ud af sit teater og over gaden til hendes store musicalpremiere på Broadway i New York. Et kys på kinden og et tak for i aften. Morgenen derpå konstaterede aviserne, at forsoningen var en realitet, og på CNN konstaterede studieværten, at verden var blevet et bedre sted. Sagt på den der særlige tv-måde, der får selv de særeste ting til at lyde som sandheder fra den virkelige virkelighed.