Efter ni år som kunstnerisk leder af Odense Filmfestival er filminstruktøren Christian Braad Thomsen færdig i den fynske hovedstad. Odense Kommune har valgt ikke at forlænge kontrakten med Braad Thomsen, som stopper med omgående virkning. »Jeg er blevet fyret med øjeblikkelig virkning. Og det kommer som et lyn fra en klar himmel for mig, idet festivalen under min ledelse har vokset sig frem til en betydelig både kunstnerisk og publikumsmæssig succes for dansk kort- og dokumentarfilm - samt for skæve udenlandske kortfilm«, siger Christian Braad Thomsen, som ikke har fået en begrundelse for, at samarbejdet nu ophører. 'Politisk bestemt' »Jeg har ikke bedt om en begrundelse, da jeg klart har fornemmet, at det havde man ikke lyst til at give mig. Men jeg går ud fra, at fyringen er politisk bestemt. Jeg har klart fornemmet på festivalens administrator, Trine Spliid Bech, at hun fandt det upassende, at jeg flere gange har kritiseret Filminstituttet for dets nedlæggelse af Dansk Novellefilm. Men det har jeg som festivalleder anset for at være min pligt. Og undtagelsesvis har jeg her talt på vegne af stort set hele den danske filmbranche. Samtidig har jeg kritiseret den danske udlændingepolitik, der har resulteret i uhørte problemer, når festivalen skulle invitere filminstruktører fra f.eks. Iran og Armenien. Det er heller ikke faldet i god jord«, siger Christian Braad Thomsen. Rigtigt tidspunkt Administrator for Odense Filmfestival, Trine Spliid Bech, afviser, at der er tale om en politisk fyring. Og hun mener heller ikke, at der er tale om en egentlig fyring af Christian Braad Thomsen. »Vi synes ikke, at vi har fyret Braad Thomsen. Vi har blot valgt ikke at forny hans etårige kontrakt denne gang. Og det sker hverken af politiske grunde, eller fordi vi har været utilfredse med ham. Tværtimod er vi utrolige glade for det store arbejde, Christian Braad Thomsen gennem årene har lagt i vores festival«, siger Trine Spliid Bech. Hvorfor har I så ikke fornyet hans kontrakt? »Fordi vi har fundet, at det er det rigtige tidspunkt at finde en ny kunstnerisk leder, som kan være med til at forny festivalen. I forbindelse med kommunalreformen skifter festivalen tilhørssted fra Kultur- og socialforvaltningen i Odense til By- og kulturforvaltningen. Og rådmand Jørgen Lund stopper samtidig til fordel for Anker Boye. Det har vi så valgt som det rigtige og naturlige tidspunkt«. Afviser politisk motivOg du kan afvise, at der ligger et politisk motiv bag »Fuldstændig. Da vi i sin tid ansatte Christian Braad Thomsen, vidste vi da godt, hvad vi fik. Vi kendte ham på forhånd og var ikke overrasket over, at han også lufter politiske synspunkter. Undervejs har vi diskuteret, hvor smart det har været. Men vi kunne ikke drømme om at lade det spille ind i forbindelse med en forlængelse af kontrakten«, siger Trine Spliid Bech, som håber, at Odense Filmfestival vil kunne præsentere en ny kunstnerisk leder i begyndelsen af det nye år. »Næste års festival afvikles fra 15. til 20. august, så det skal ikke vente for længe, inden vi finder en ny«. Odense Filmfestival har et budget på cirka 1,5 millioner kroner, og den kunstneriske leder aflønnes med, hvad der svarer til tre-fire måneders arbejde fordelt over hele året.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








