De danske public service-medier er under et gevaldigt pres fra et stigende antal kommercielle medier, der lægger beslag på en stor del af mediebrugernes tid. Samtidig rejser reklamekanalerne sager ved EF-domstolen for at indskrænke public service-mediernes domæne. Derfor skal DR, TV 2 og regionale public service-medier styrkes de kommende år, så de kan modstå presset og levere tv, radio, internet, mobilindhold m.m. af høj kvalitet til danskerne. »Stærk platform« Sådan lyder koncentratet af Socialdemokraternes medieudspil, der bliver offentliggjort onsdag. »Vores hovedformål er at sikre en stærk platform og stærke udviklingsmuligheder for public service i Danmark, så danskerne fortsat har adgang til et bredt og varieret udbud af kvalitetsprogrammer«, siger medieordfører Mogens Jensen (S). DR skal åbne en børne- og ungdomskanal og en kanal, der trækker på DR's store arkiv. Mere vægt på nyheder Nyhederne skal opprioriteres, der skal større fokus på danskernes arbejdsliv i programfladen, DR TV skal sende mere dansk musik og fordoble sin produktion af drama. Og DR's indhold skal i endnu højere grad være tilgængeligt på internettet, mobiltelefon og andre bærbare medieafspillere. Nul licensforhøjelse Socialdemokraterne afviser imidlertid DR's ønske om at forhøje licensen. Derimod vil partiet gerne udvide licensen til at gælde alle apparater, der kan vise DR, og partiet vil også fjerne licensloftet, der tvinger DR til årligt at betale 50-70 millioner kroner tilbage til staten. Desuden vil S lade staten købe det digitale sendenet af DR og TV 2, hvilket vil give kanalerne et ekstra provenu. »DR ønsker for mange penge i forhold til sine opgaver og den udvikling, DR skal have i fremtiden. Vores omlægning af licensen er tilstrækkelig til at finansiere ønskerne for DR's fremtid«, siger Mogens Jensen. TV2 som public service-konkurrent TV 2 skal være en stærk public service-konkurrent til DR, mener Socialdemokraterne, der ønsker mere dramatik, dokumentar og flere børneprogrammer på kanalen. TV 2 mistede licensen sidste år, da kanalen blev sat til salg. Men nu er salget i bero, og S vil give licens til TV 2 igen for at styrke kanalens public service-profil. 40 millioner kroner skal gå til mere dansk dramatik, men partiet har ikke fastlagt, hvor meget ekstra licens TV 2 skal have i alt. »Usikker proces omkring TV2« Socialdemokraterne skriver, at et offentligt ejet TV 2 er bedst til at leve op til public service-kravene. »Men vi accepterer den præmis, at der er flertal for at privatisere TV 2, og det er med det udgangspunkt, at vi går ind til forhandlingerne med regeringen om en ny medieaftale næste år. Processen omkring salget er dog meget usikker på grund af EU-retssagerne om statsstøtte«, siger Mogens Jensen. S vil også give TV 2-regionerne deres helt egen tv-kanal på det digitale sendenet, der åbner gradvist de kommende år. Kanalen skal udvide fladen og sende flere programmer om arbejdsliv og kultur, mener S. Samlet plan for digitale kanaler Mogens Jensen er også klar med en samlet plan for, hvordan de digitale kanaler skal fordeles, så public service-medierne får omtrent halvdelen af pladsen. Samtidig er S klar til mere brugerbetaling på public service-stationerne. »DR må ikke tjene på det. Derfor skal brugerbetalingen alene dække de omkostninger, der er forbundet med at udvælge og udsende brugerdefineret indhold. Eksempelvis koster det jo penge at tage alle kulturnyheder fra radio- og tv-avis eller alle nyheder om fodbold og sende dem ud til brugerens mobiltelefon«, siger Mogens Jensen. Plummer forbeholden DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, glæder sig over, at S modsat regeringen gerne vil udvide licensen til computere osv., men det ærgrer ham, at partiet ikke går med til at hæve licensen med 1,5 procent. »Hvis vi ikke får den licensstigning, kommer vi til at mangle 45-50 millioner kroner årligt for at opfylde ambitionerne i vores plan. Og så må vi prioritere«, siger Plummer. Folketingets partier skal forhandle et medieforlig på plads til foråret. Rohde skeptisk Venstres medieordfører, Jens Rohde, er meget skeptisk over for Socialdemokraternes udmelding om privatiseringen af TV 2. Han henviser til, at S på den ene side helst ser et offentligt drevet TV 2, på den anden side accepterer at TV 2 skal sælges. »Privatiseringen af TV 2 står ikke til at blive rullet tilbage. Så skal Socialdemokraterne med i forligskredsen, skal de helt og holdent være med på at privatisere TV 2. Så er de også forpligtet på at gøre det, hvis de selv får regeringsmagten«, siger Rohde. Han afviser blankt to centrale forslag fra S. Venstre går aldrig med til igen at give licens til TV 2 og vil heller ikke oprette en helt ny regional TV 2-kanal. Brian M.: Konstruktivt Kulturminister Brian Mikkelsen (K) anlægger en mere diplomatisk tone end Rohde. »Socialdemokraternes udspil er en konstruktiv åbning til at komme ind og diskutere mediebilledet de kommende år. Der er slet ingen tvivl om, at Socialdemokraterne med udspillet har inviteret sig selv indenfor i forhandlingerne«, siger ministeren, der præsenterer sit eget udspil efter nytår. Brian Mikkelsen afviser dog på forhånd forslaget om at give TV 2 licens igen. Det er ikke nødvendigt, at TV 2 har overskud, siger han. »Desuden risikerer staten nye sager ved EF-domstolen, hvis vi giver TV 2 licens«, vurderer ministeren. Ministeren understreger - som Jens Rohde - at præmissen for at komme med i medieforliget er, at TV 2 skal sælges.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








