Mystisk lampetyveri på Det Kongelige Teater

Lyt til artiklen

Det Kgl. Teater har været udsat for et spektakulært og usædvanligt tyveri. I ly af nattens mørke har ukendte tyve fjernet 22 kostbare Poul Henningsen-lamper fra tre af teatrets prøvesale på Gl. Scene. Ingen ved, hvordan tyvene er sluppet ud af teatret med deres omfattende og tunge last, og indtil videre er der ingen spor af gerningsmændene. Gigantpendler Ifølge teatrets bygnings- og driftschef, Carsten Andersen, skete tyveriet for godt en måned siden. Fra en af Den Kgl. Ballets store prøvesale er der fjernet 10 af de såkaldte Gigantpendler, der er halvanden meter høje og hver vejer 18 kg. I to andre, mindre prøvesale, der benyttes af skuespillet og balletten i den anden ende af huset, mangler Det Kgl. Teater i dag 12 lidt mindre lamper, der bærer titlen Charlottenborg-pendler. Ifølge lampefabrikanten Louis Poulsen står de 22 PH-lamper i en dagspris på 555.000 kr. Firmaet kan også berette, at netop de eftertragtede og populære PH-lamper er et yndet bytte ved mange tyverier. Bestilt arbejde På Det Kgl. Teater er man ikke i tvivl om, at de kostbare lamper er fjernet af professionelle tyve, der har udført bestilt arbejde. Kort før tyveriet var teatrets Gamle Scene beklædt udvendigt med et stillads i forbindelse med et restaureringsarbejde. Her kan gerningsmændene have fået øje på lamperne, hvoraf Gigantpendlerne i dag ikke længere er i produktion. »Vi aner ikke, hvordan tyvene er kommet ind i huset. Men der er ingen tvivl om, at de har haft kendskab til teatret, for tyverierne er sket i to afdelinger, der ligger langt fra hinanden. De har også vidst, hvornår vagten gik sine runder. Måske er de tidligere ansatte«, siger bygnings- og driftschef Carsten Andersen. Ikke Fort Knox »Det Kgl. Teater er ikke et Fort Knox - det er absolut ikke umuligt at komme ind, og måske har tyvene været i huset, da vi lukkede. Vi forestiller os, at lamperne kan være firet ned fra teatrets tag midt om natten. Et vidne har også set en bil køre bort herfra med store kasser. Under alle omstændigheder har tyvene udvist en ikke ringe frækhed«. Dansere og skuespillere på Det Kgl. Teater famler dog ikke rundt i mørke, selv om lyset er fjernet. Teatret har godt nok ikke råd til at anskaffe nye PH-lamper. Som statsinstitution er nationalscenen ikke forsikret, men de 22 elegante lamper er, ifølge teaterchef Michael Christiansen, indtil videre erstattet med andre lamper fra teatrets lager.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her