Kan kunstværker uden videre fjernes fra en udstilling? »Ja«, siger direktøren. »Nej«, siger kunstnerne. Og derfor findes der foruden ca. 100 nye designprodukter en hårdknude på udstillingen 'Framing the Future of Design' i Dansk Design Center lige nu. Her har den unge generation af kunstnere og designere siden i sommer givet deres bud på banebrydende design. Heriblandt kunstnerne Thomas Poulsen (FOS) og Kenneth Balfelt, der har præsenteret plancher til deres aktuelle ombygning af Mændenes Hjem på Istedgade, København. Værket har siden åbningen hængt i vinduerne ud mod de forbipasserende på H.C. Andersens Boulevard. Men for en uge siden modtog de to kunstnere et brev fra Dansk Design Centers direktør Christian Scherfig, der trådte til i midten af september. Han skriver, at han har gennemgået udstillingen og fjernet værkerne, da han ønsker, at huset skal tage sig »åbent og imødekommende« ud: »Vi har selvfølgelig prøvet at finde en anden mere hensigtsmæssig placering til plancherne, men pga. udstillingens arkitektur og opdeling, har det ikke kunnet lade sig gøre«, skriver han videre. Utilfredse kunstnere Den beslutning er FOS og Kenneth Balfelt ikke tilfredse med. De har skrevet en klage til Designcenteret, og den ene af de to kunstnere, FOS, siger til Politiken: »Vi ønsker ikke at stå som supersensitive kunstnere, der går bananas, fordi vi får fjernet et værk. Men hvis vi skal have nogle ordentlige institutioner, så må man respektere, at de forskellige fagfolk har forskellige ansvarsområder. Man må stole på, at kuratoren gør, hvad han skal, at kunstneren gør, hvad han skal, og direktøren gør, hvad han skal. I denne situation går en direktør ned og overruler samtlige folk i huset og fjerner et værk. Det er uhørt«. Samtidig ønsker FOS at underkende Scherfigs argument om, at fjernelsen af værket vil skabe mere »åbenhed og imødekommenhed«: »Hvis vi kigger rent fysisk på huset, er deres facade så stor, at jeg ikke kan se, at vores værk overskygger noget. Desuden sammenstiller Scherfig indblik med imødekommenhed. Jeg vil foreslå, at Dansk Design Center viser imødekommenhed i deres attitude og følsomhed over for deres egne kunstnere«. Følsomt emne Direktør Christian Scherfig er opmærksom på, at det er et følsomt emne for de kreative sjæle. Men han mener ikke desto mindre, at andre hensyn principielt vejer tungere. Det er blandt andet »manden på gaden«, som han i højere grad ønsker føler sig inviteret indenfor og bliver bekendt med designhuset. Et andet tungtvejende hensyn er »tal på bundlinjen«, som i sidste ende vil gavne »Danmark som nation«, »erhvervslivet« og »designbranchen«, som han siger. Fremover skal udstillingsgæster derfor ikke bydes indenfor af eliten: »Vi skal være mindre elitære, og det gælder også vores udstillingsudtryk. Vi vil være meget mere fokuserede på i den kommende tid at undgå indforstået sprog for at sikre, at vi henvender os til den forudsætningsløse«. To gange TivoliDet vil Scherfig blandt andet realisere ved at forvise de »udfordrende, uforudsigelse, eksperimenterende« udstillinger til førsteetagen, mens stuen bliver med en bredere udstillingsprofil. Til den plan indvender FOS: »Kultur, kunst og design er sprog ligesom alle mulige andre sprog, og hvis du fjerner de stumme h'er og sender det innovative op på første etage, så ender vi med Tivoli på begge sider af H.C. Andersens Boulevard. Scherfigs plan viser, at han bekender sig til en typisk Excelark-æstetik. Det burde være udfordringen at få huset til at få både design og eksperiment til at gå op i en højere enhed«, siger kunstneren.