Gert Fredholm er selv ude om, at han er et kendt navn. Også uden for biografgængernes snævre kreds. For når man vælger at debutere som filminstruktør med en filmatisering af Hans Scherfigs berømte roman 'Den forsvundne fuldmægtig' - og når man oven i købet gør det så fornemt, som han gjorde det tilbage i 1971, ja så skal publikum altså tælles i hundredtusinder. Men så hørte man ellers ikke mere til Gert Fredholm på den front. Jo, i 1977 lavede han spillefilmen 'Terror' for Lademann Film A/S og tre år senere 'Lille Virgil og Orla Frøsnapper', men ellers skulle vi helt frem til 2001, før Fredholm fik et dundrende comeback med komedien 'At klappe med een hånd'. Over 200.000 så den hjertevarme danske roadmovie med Jens Okking og Peter Gantzler i centrum, og folk kunne faktisk huske instruktørens navn. Og de spurgte sig selv og andre, hvor han dog havde været i al den tid. »Jeg har skam haft nok at se til. Blot fordi jeg ikke har instrueret film i alle de år, betyder det ikke, at jeg har drevet den af«, siger den nu 63-årige Gert Fredholm forud for premieren på sin seneste spillefilm 'Dommeren'. Igen med Peter Gantzler i hovedrollen - denne gang som dommeren Jens Christian, som er formand for Flygtningenævnet og dermed manden, som træffer afgørelser om, hvorvidt udlændinge kan få asyl i Danmark, eller om de skal sendes tilbage, hvor de kommer fra. Blandt sine mange gøremål væk fra instruktørstolen har Gert Fredholm undervist på Filmskolen, han var medstifter af den første fagforening for filmfolk i Danmark, Filmarbejderforeningen FAF, han har produceret film for andre, han har instrueret for tv-teatret, han har været projektleder af Unescos Film Training Project i Zimbabwe, og han har været filmkonsulent på Filminstituttet. »Som filmkonsulent gav jeg bl.a. grønt lys og penge til Jens Jørgen Thorsens meget omstridte Jesusfilm, som min konsulentkollega Flemming Berendt ellers havde sagt nej til. At en film kunne få nej hos én konsulent og derefter ja hos en anden, var en sejr for den filmkonsulentordning, som vi i FAF havde været med til at få skrevet ind i filmloven«, fortæller Gert Fredholm med synlig tilfredshed over den politiske indflydelse. En skinger tone Det var omkring folketingsvalget i 2001, at Gert Fredholm og hans producer og manuskriptforfatter Mikael Olsen besluttede sig for at lave en film om flygtninge- og indvandrerproblematikken. »Debatten, tonen og skriverierne var efterhånden blevet så skinger, at det var svært at være vidne til. Det gjaldrede nærmest, og Mikael og jeg ville prøve at se på det humanistiske skred, som der nærmest har været tale om. Ikke politisk korrekt gennem en case story. I stedet fandt vi dommerrollen interessant. En mand, som føler sig i stand til at holde hovedet koldt og ikke lade sig påvirke af følelser. Men som senere rammes af skyld. På grund af det arbejde, han udfører - og på grund af svigtet over for den søn, som han har, men som han har valgt fra for at passe sit arbejde. En søn, som nu opsøger ham og kræver at lære ham at kende«. »Derfor er 'Dommeren' heller ikke kun en film med et politisk indhold omkring flygtninge. Det er lige så meget en film om at søge efter sin identitet«, siger Gert Fredholm. Som er glad for at kunne være med til igen at sætte den politiske og samfundsrelaterede film på dagsordenen. Som det i sin tid skete med 'Strømer' og 'Johnny Larsen', og som det senest bl.a. er sket med Nikolaj Arcels 'Kongekabale' og Per Flys trilogi. »Vi har - Mikael Olsen og jeg - lavet denne film så ærligt, som vi overhovedet har kunnet. Vi har ikke et eneste sted leflet for nogen eller noget. Vi har stykket den sammen ud fra den research, som vi forpligtede hinanden på«.