Noget for festaber og filmfreaks

Tag bussen ud til Ishøj Rådhus og fest med på 'Kommunale Beat' på søndag. - PR-foto
Tag bussen ud til Ishøj Rådhus og fest med på 'Kommunale Beat' på søndag. - PR-foto
Lyt til artiklen

Selv om emnerne kan være alvorlige og bliver behandlet med stor grundighed i de 140 film, der er rygraden i cph:dox, er der både fest, debat og oplevelser af usædvanlig karakter at hente uden for biografernes rolige mørke på festivalen. Sidste år sendte cph:dox en bus på landevejene for at møde den virkelighed, som filmene skildrer. Næste år er det tanken at hæve sig højt over jorden i flyvemaskine for at få en særlig oplevelse med. Men i år står filmene til søs. I morgen, lørdag kl. 19, lægges der fra land fra den berømmede kajplads ved Nyhavn 69. Om bord vil deltagerne få serveret både lyddokumentarer fra P1's lyddokumentarister, film og maritim mad fra kabyssen, mens Kissers sømandsorkester lader harmonikaerne gjalde. Arrangementet koster 75 kr. og billetten giver også fri entre til afterparty i kælderbaren i Turbinehallerne. Dermed er der også givet op til en anden vigtig bestanddel af cph:dox, nemlig de mange fester og dansearrangementer, der udspiller sig omkring især programmets mange musikalske godbidder i afdelingen for Sound & Vision og hip hop. DJ's i kantinen En lige så spektakulær oplevelse som sørejsen er i vente på søndag, hvor Ishøj Kommune slår dørene op til rådhuset. Her kan man i de senere eftermiddagstimer få et indblik i, hvordan det døende, lokale demokrati egentlig fungerer, inden kommunalreformen ændrer danmarkskortet. De ansatte i Ishøj Kommune byder velkommen og viser vej gennem den kommunale jungle, der kan forekomme uoverskuelig. Men Rådhuset forsynes denne søndag med musik. Der er DJ's i den kommunale kantine, lydkor i byrådssalen, højtlæsning af Pablo Henrik Llambias' dokumentariske kommunalroman 'Rådhus', samples af krævende telefonopringninger til »det offentlige«, visning af gamle OBS spots og endelig faktuelle foredrag som »Lær at lave din selvangivelse«. Og elektronisk livemusik fra bl.a. Dub Tractor, Sofus Forsberg og Rumpistol. Arrangementet 'Kommunale Beats' kl. 16.00-19.00. Afgang fra busholdepladsen ved DGI-byen ved Ingerslevsgade. Men du kan også møde op foran Ishøj Rådhus kl. 16.30. Plads på seminar I lighed med sidste år byder festivalen på fire dages dokumentarfilm-seminarer for filmbranchen og for alle med interesse for genren. Seminarerne foregår om dagen på Det Danske Filminstitut, måske bedre kendt som Cinemateket. Hertil kommer en stribe af de største navne i det internationale miljø for dokumentarfilm og fortæller om deres film, arbejdsprocessen og de væsentlige problemstillinger, dokumentarfilmen står over for i dag, hvor særligt de politiske film står stærkt. Ved to såkaldte »work-in-progress« kan man møde instruktører og se billeder fra værker, som endnu ikke er færdige. Og så er der som nævnt fest bagefter i mange tilfælde. Blandt andet den 9. november i Stengade 30, hvor filmen 'Punk:Attitude' vises, inden Danmarks svar på et moderne punkrockband, Magtens Korridorer, spiller op.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her