Europæiske topkunstnere som den spanske instruktør Pedro Almodóvar og den tyske forfatter Günter Grass bakker for tiden op om et mægtigt lobbyarbejde, som skal presse EU til et hæve sit kulturbudget. Tilsyneladende kaster pressionen resultater af sig. Men tiden er knap, for et nyt budget rykker nærmere. Hvis man synes, EU skal spendere penge på kultur, er der da også en del at kæmpe for. Lige nu bruger EU cirka 7 eurocent - eller godt 50 øre - pr. indbygger på sit kulturprogram. Om året. Harmonisering bandlyst I Danmark spenderer Kulturministeriet eksempelvis omkring 780 kroner pr. indbygger på kultur i 2006. Tallene lader sig dog ikke helt sammenligne, fordi EU's kulturpolitik netop ikke må erstatte de enkelte landes, og harmonisering er bandlyst på kulturområdet. EU støtter i stedet projekter, hvor flere lande samarbejder på tværs af EU-grænser. Men til det formål synes lobbyisterne nu alligevel, at de 7 cent pr. indbygger - eller blot 0,03 procent af det samlede EU-budget - er for gnieragtigt. De går på banen netop nu, fordi EU ruller et nyt kulturprogram i gang fra 2007. Det løber over hele 7 år, frem til 2013, med ét samlet budget. Som skal vedtages i løbet af næste år. Lobbykampagne Organisationen European Cultural Foundation (ECF) i Amsterdam har sammen med forskellige partnere kørt en lobbykampagne siden foråret, der agiterer for 70 cent til kultur om året i stedet for de nuværende 7. Ud over de prominente kunstnere og organisationer bakker folk som forhenværende kommissionsformand Jacques Delors og den tidligere tyske præsident Richard von Weizsäcker blandt andre op om kampagnen. »Vi har masser af eksempler på, at kultursamarbejde mellem EU-landene bringer folk sammen og gør kunstnere og alle andre mere mobile både geografisk og psykologisk. Det giver netværk og åbner nysgerrigheden, og det bygger netop på frivillighed, fordi folk selv søger«, mener Isabelle Schwartz fra ECF. Organisationen får ikke selv EU-midler, men arbejder for kultur i en europæisk ramme. En fordobling De 70 cent når lobbyisterne dog næppe, selv om det går den vej. EU-kommissionen foreslog tidligere på året et kulturbudget, der svarer til 13 cent pr. indbygger om året -altså næsten en fordobling. Midt i september behandlede Europaparlamentet kulturprogrammet og foreslog 19 cent pr. indbygger - i alt 600 millioner euro for de syv år. Men alle beslutninger i EU sker i et trekantspil mellem kommission, parlament og ministerråd. Rådet mangler at tage stilling, og kulturen skal finde sin plads i den samlede ramme, hvad der formentlig først sker i 2006. »Det positive scenarie for os er, at ministrene ikke ignorerer opfordringen fra de prominente personer og organisationer. Det negative er, at ministerrådet og parlamentet og kommissionen altid har kæmpet mod hinanden, og kommissionen har taget et standpunkt, der allerede er en stor stigning. Så hvis det overhovedet bliver på det niveau, skal man måske være glad«, siger Isabella Schwartz. Støtte til oversættelser EU's nuværende kulturprogram Kultur 2000 støtter kulturprojekter, hvor et antal lande selv søger om penge til at samarbejde for, og giver blandt andet også støtte til oversættelser, hvor de små sprog har fortrinsret. Det kommende program Kultur 2007 støtter også den slags samarbejdsprojekter. Samtidig skal det blive lettere at søge penge. Til gengæld - anfører lobbyisterne - betyder lettere ansøgningsveje med mindre bureaukrati nok ikke ligefrem mindre pres på pengekasserne, som bør være større.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








