Alle mindre børn i Danmark kender dem, og dermed også mange af deres forældre, for fugleungerne Saxe og Sille har længe været højt elskede 'fillers' i DR's tv-sendeflade for børn. Men selv animations-fugleunger vokser og må fra reden. Fra stumperne på 25 sekunder skal de nu tage springet til længere episoder, 13 styks a 5 minutter, og sendes ud i den store verden. Og det ser ud til, vingerne kan bære. Saxe og Silles 'mor', instruktøren Tone Tarding, var nemlig blandt de danske tegnefilmmagere, der i weekenden kunne sole sig i en bredere europæisk interesse. Det skete i Kolding, hvor det årlige Cartoon Forum under EU's Mediaprogram fandt sted fra torsdag til lørdag med deltagelse af i alt ca. 750 tegnefilmskabere, -producere og tv-opkøbere fra alle de europæiske lande. Arrangementet var en succes, ikke kun for de danske selskaber, der præsenterede animerede tv-serier på planlægningsstadiet. Også de danske hovedarrangører, filmbranchens Producentforening og Dansk Tegnefilm 2 samt Koldings bystyre og kulturudvalg, havde ære og ros af deres indsats. »Aldrig har vi oplevet så engageret en værtsby«, siger Cartoon Forums ledere gennem alle årene, Marc Vandeweyer og Corinne Jenart. Sideløbende med det lukkede Forum-arrangement har Kolding i hele sidste uge åbnet byens gader, institutioner og sit nye filmhus Nicolai Film for publikum. Til Cartoon Forum Koldings samlede budget på ca. 12 millioner kroner bidrager EU med halvdelen, mens en beskeden deltagerafgift samt tilskud fra Kulturministeriet, Filminstituttet og diverse andre fonde dækker resten. Orv, det' for børn! 'Pip-ungerne', hvis ny format støttes af både DR og Filminstituttet, og som internationalt præsenteres som 'The Tweetlings', blev af de udenlandske opkøbere bl.a. berømmet for det enkle, glade, men rolige tempo og de ægte børnestemmer. Rosen er indirekte udtryk for den mærkbare væmmelse over, at mængden af plastikglatte, hæsblæsende, bolsjefarvede 'seertalsmagnetiske' tv-serier synes at tage til i antal, også på Cartoon Forum. Troværdige tv-serier for mindre børn har været en mangelvare, men dem var der nu flere af i år end i 2004. Også et andet dansk projekt for de mindste, Radar Films og instruktøren Kirsten Skyttes 'Lille Krabbe', der coproduceres med det velrenommerede britiske selskab Illuminated Film, vakte klar interesse hos udenlandske tv-stationer. Det tredje danske projekt i årets samlede program blev ligefrem købt på stedet. Da instruktør Jesper Østergaard og Poul Kofod havde præsenteret deres pilotminutter af 'Oliver Panpot', en levende spændingshistorie i middelaldermiljø a la Robin Hood, tiltænkt de 8-12-årige og produceret i fuldt computergenereret dukkefilmstil, udbrød programredaktøren fra en af de tyske tv-kanaler nemlig spontant: »Den køber vi!«. Nu har folkene fra det danske Funkhauser Film så kun det problem, at mange andre begejstrede tv-programfolk opfordrede dem til at lave de planlagte tre afsnit på hver 26 minutter om til en spillefilm. Den vil ikke blive voldsomt meget dyrere end de 25 millioner kroner, der er tv-episodernes samlede budget. Tegnefilm behøver nu ikke at være dyre. Blandt de præsenterede programmer svingede prisen pr. produceret minut fra 10-12.000 euro (danske og britiske projekter) til godt 5.000 euro pr. minut i et islandsk projekt, opsummerer Corinne Jenart. Efter nogle års dominans af drengeserier var der i år et stigende antal serieprojekter for pigerne, mens kun hver tiende af årets programpræsentationer var møntet på en teenagemålgruppe. 3D-computeranimationen tiltager fortsat på 2D-teknikkens bekostning, men har dog langtfra udryddet den - som det ser ud til at være tilfældet i amerikansk spillefilmanimation. De europæiske tv-stationer efterspørger stadig håndtegnet animation, viste årets eneste 'paneuropæiske' animationsserie-screening.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








