Egentlig var det jo bare, fordi vi skulle have det lidt hyggeligt. Mig og min store pige, der lige er startet i skole. Jeg hentede hende i fredags, og så synes jeg, hun skulle belønnes. Med en lille hyggetur hos boghandleren. Hvad er mere opbyggeligt, når man lige har lært om stavelser og om bogstavet a? Det skulle jeg aldrig have gjort. Hun havde 40 kroner i sin fedtede pung - penge som jeg selv har doneret in the first place. Tre kvarter senere havde hun stadig 40 kroner i sin pung. Og vi var om muligt endnu længere fra at træffe en forpligtende beslutning, end da vi ankom. Sjældne papirer På det tidspunkt havde hun gennemrodet hele Diddl-sektionen (det er den her nuttede mus, som man kan få på krus, brevpapir, vækkeur og viskelæder). Enten var det for dyrt (et spil kort med Diddl på koster vist nok i omegnen af 1.200 kroner). Eller også var det ikke sjældent nok. »Nej, far, de her papirer har alle de andre. Lad os gå i en anden butik, hvor de har sjældne Diddl-papirer«. Nu ved jeg selvfølgelig godt, at alle piger på 6 år har en Diddl-mappe, der er tyk som momsregnskabet for en mellemstor virksomhed. Det er også derfor, vi er nødt til at købe dyre skoletasker, for at der kan være plads til det her urimeligt tykke ringbind. Men altså. Sjældne papirer mig i nakken! De kommer da fra præcis den samme, sure Diddl-fabrik et eller andet sted nede i Tyskland. Vi endte på et Diddl-vækkeur. Det oversteg godt nok hendes rørlige formue, til gengæld så fik jeg overbevist mig selv om, at det var en enormt pædagogisk gave, for nu ville hun fare begejstret ud af sengen hver morgen. Og dermed begik jeg to fejl. Dels bør man principielt ikke bruge penge, man ikke har (det siger min bankrådgiver også), dels står børn altså bare ikke tidligt op - bortset fra, selvfølgelig, hvis deres forældre har været til fest. Jeg søgte trøst ved at have lidt kvalitetstid med min dreng. Drenge på tur Vi skulle ud og køre bil, og da vi ikke skulle ret langt, flyttede jeg hans autostol frem foran ved siden af mig. Far-søn-bonding. Bil-forbrødning. Auto-symbiose. Det er noget særligt, når drengene er ude og rulle sammen. Christian kiggede med ærefrygt ud ad forruden. Studerede klimaanlægget og rykkede i knapperne. Indtil han fandt den, der kører sideruden ned. »Jeg drømte om at køre vinduet ned med en knap!«, sukkede han. Lykkelig som kun en dreng på fire år kan være det. Vi rullede videre og så en stor knægt i spejderskjorte med farvet tørklæde og en drabelig kniv i kernelæderskede dinglende fra bæltet. Og da jeg selv har en glorværdig fortid som patruljeassistent hos de grønne spejdere, benyttede jeg mig nu af vores fortrolighed til at sige: »Kunne du også tænke dig at blive spejder engang?« »Jeg drømte om, at jeg skulle være spejder og gå med dolk«. Mens jeg sad og frydede mig, fortsatte han: »Og så har jeg drømt om, at jeg skulle udforske rummet«. Da jeg kom hjem, fortalte jeg min kone om vores søn og hans drømmerier. Dermed begik jeg så endnu engang to fejl. Dels er det dumt at sætte sit barn på forsædet. Og hvis man endelig gør det, så skal man ikke fortælle nogen om det. per.munch@pol.dk