Blot tre dage som generaldirektør skulle der til, før Kenneth Plummer for fuld offentlighed er raget uklar med medarbejdere i Danmarks Radio. En af den nybegyndte generaldirektørs indgangsreplikker var, at man i DR er for dårlig til at lytte til kritik. Nu er den kritik, han allerede inden sin tiltræden og senest i gårsdagens Berlingske Tidende udtalte af DR's omdiskuterede radiokanal P1, sendt lige tilbage i hovedet på ham. Åbent brev I et åbent brev fra medarbejderne på P1-programmet 'Orientering' lyder det: »Kære Kenneth Plummer, velkommen i Danmarks Radio. Vi forstår på dagens aviser, at du er utilfreds med Orienterings-redaktionen. Hvad vi ikke umiddelbart forstår er, hvorfor vi ikke har hørt om utilfredsheden fra din egen mund. Du siger, at vi i DR skal kunne tåle konstruktiv kritik. Det er vi enige med dig i, men hvor ligger det konstruktive i som chef at kritisere sine egne afdelinger og medarbejder offentligt uden først at have talt med dem om det? ... Vi ser frem til at få konkretiseret kritikken«. Kenneth Plummer konstaterede i et interview i sidste uge, at »i DR har vi generelt ikke været gode til at lytte efter kritik af os selv og vores programmer. Der har for eksempel været en tendens til at afvise enhver kritik af politisk ubalance i P1 - også selv om der er noget om kritikken. Jeg ønsker mere pluralisme i P1, så vi vægter de forskellige politiske fløje mere ligeligt«. Og i gårsdagens Berlingske Tidende sagde Plummer, at det er DR's direktions almindelige opfattelse, at man på P1 »er meget negative over for USA« og over for en række af de partier, der ligger »til højre for midten«. Som svar på det åbne brev udsendte Plummer i går en pressemeddelelse, hvori han lovede at mødes med P1-medarbejderne for at drøfte udtalelserne. »Når jeg bliver stillet spørgsmål om P1 eller andre DR-emner, svarer jeg åbent om dem - det er noget, der ikke skal herske tvivl om. Når det så er sagt, respekterer og værdsætter jeg indsatsen, medarbejderne på P1 yder. Men det kan altid blive bedre, og jeg vil gerne have en kultur i DR, hvor man kan sige sådan noget til hinanden«, skriver generaldirektøren. Til Politiken siger han: »Der er ikke så meget dramatik i det her, som nogle gerne vil gøre det til. Men jeg står ved, hvad jeg har sagt. Jeg er blevet stillet nogle spørgsmål om P1, og dem har jeg prøvet at svare konstruktivt på. Jeg synes, P1 er en god kanal, men baseret på hvad jeg har lært gennem de seneste måneders samtaler, også med direktionen i DR, så dækker P1 nogle gange ikke hele banen. Automatpiloten bliver slået til, så nogle af og til bliver behandlet sødere end andre. Jeg synes ikke, at det vil være konstruktivt at være mere konkret i min kritik«, siger Kenneth Plummer, der er »meget overrasket« over reaktionen på hans udtalelser og understreger, at hans kritik handler om at forbedre journalistikken og ikke om politik. Alvorlig kritik P1 er længe af borgerlige kulturpolitikere og især af Dansk Folkeparti blevet anklaget for at være venstreorienteret. Særligt i forbindelse med Irakkrigen blev DR beskyldt for at være for kritisk over for koalitionen. I november viste en undersøgelse af mediedækningen af krigen imidlertid, at hverken TV-avisen eller Radioavisen på P1 havde favoriseret kilder, der var kritiske over for krigen. Stig Hjarvard, professor på Institut for Mediekundskab, Københavns Universitet, stod bag undersøgelsen. Og han undrer sig over Kenneth Plummers udtalelser. »Det er en meget alvorlig kritik, han kommer med. Hvis han mener, at der er et balanceproblem, må han konkretisere det. Det skylder han medarbejderne. Ellers skaber han hurtigt en indre politisk selvcensur blandt journalisterne«, siger Hjarvard, der generelt har det svært med diskussionerne om, hvorvidt højre- og venstrefløjen er ligeligt repræsenteret i medierne. »Det er trods alt nyhedsmediernes opgave at være kritiske, så derfor vil det for medierne aldrig blive et spørgsmål om at fordele sol og vind lige. Medierne vil først og fremmest være kritiske over for den til enhver tid siddende regering, og det alene vil aldrig give en ligelig fordeling«, siger han. Som en konsekvens af den vedvarende diskussion om politisk ubalance i medierne har regeringen sammen med Dansk Folkeparti afsat fem millioner kroner i en forskningspulje, som skal gå til undersøgelser af blandt andet alsidigheden, sagligheden og upartiskheden i DR's og TV 2's nyhedsudsendelser. Midlerne vil blive fordelt i begyndelsen af 2006. nina.kragh@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen








