Danskerne skal læse mere avis

- Arkivfoto: Thomas Borberg
- Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Lad os kalde hende Hansen. Hun er et foretagsomt menneske med en solid udstråling af middelklasse og mere interesseret i sine nære omgivelser end den store verden i almindelighed. Sjældent, hvis overhovedet, sætter hun sine ben på en kunstudstilling. Hun er 'Nær-læser' og som 'Nær-læser' en flittig bruger af avisen med en klar forkærlighed for navnestof, lokalsamfundet, menneskeskæbner og kuriøse hændelser. Fint nok, men det kan blive bedre. Så er der Jensen. Hun er et yngre, forholdsvis veluddannet bymenneske med progressive holdninger til kultur og politik. Hun er kosmopolitisk indstillet og færdes hjemmevant på de nyeste cafeer. Hun ville næppe klare en overhøring i, hvad statslederne hedder i de 25 EU-lande, og følelsen af at være verdensborger ligger måske mest i det kulinariske. Hun er 'Idealist' og finder det væsentligt og berigende at læse aviser. Hvad hun da også bruger tid på. Kvalitetstid Men ikke nok, mener Danske Dagblades Forening, der de næste tre år spenderer 45 millioner kroner på en utraditionel kampagne, der skal fremme danskernes lyst til og behov for at læse avis. Avisens 'image' skal løftes. Avislæsning skal i højere grad gøres til 'kvalitetstid'. Kampagnen bygger på den hidtil mest omfattende kortlægning af de danske avislæseres vaner, holdninger, medieforbrug, familieforhold osv. Den er gennemført af Explora A/S, og det er i rapporten herfra, vi har plukket i karakteristikken af 'Nær-læserne' og 'Idealisterne'. Pragmatikere og dogmatikere De udgør to af de seks såkaldte segmenter, analysen endte med at dele avisbrugerne op i, og de er de primære målgrupper for kampagnen. Efter dem kommer 'Pragmatikerne' og 'Dogmatikerne'. De første er ofte veluddannede og forholdsvis velhavende mennesker. De vil have en basisviden om, hvad der sker herhjemme og i udlandet, men er i højere grad end idealisterne optaget af konkrete facts og nuancer i debatten. De læser gerne aviser, det opfattes på mange måder som en dyd, men deres hverdag bryder ikke sammen, hvis avisen udebliver. Hvilket kan ske for 'Dogmatikerne', for hvem avisen er uundværlig som et element i samfundslivet og deres egen dannelse. Det er mennesker, der lever modent, har et moderne livssyn og færdes hjemmevant i kulturinstitutionerne. Man kan se den typiske Louisiana-besøgende for sig, for at citere rapporten. De to sidste segmenter har Danske Dagblades Forening valgt ikke at spilde kampagnekrudt på. Adhoc- og nej-læserne Det er de såkaldte 'Adhoc-læsere', der ikke har noget mod at fylde et hul i deres tid ud med avislæsning, hvis de får én i hånden. Og det er 'Nej-læserne', hvis forhold til aviser og samfundet i øvrigt er præget af ringe tillid. Det er udkantsmennesker uden overskud. De er mest optaget af dagen og vejen, de slapper af hjemme og i BonBon-Land, og de stemmer gerne på Dansk Folkeparti. For nu igen at plukke i rapporten. Kampagnen, der indledes i næste måned, blev præsenteret fredag. Den er en både stor og utraditionel satsning for Danske Dagblades Forening. Det er en kampagne for avisen som sådan. Det gør, med foreningens formand Per Lyngbys ord ikke noget, hvis den fører til stigende oplag, men målet er også at placere avisen centralt i danskernes bevidsthed. Fire film om avisen Til det formål har foreningen via reklamebureauet Nørregård Mikkelsen hyret en række fremtrædende danskere, hvis indsats gerne skulle gøre avislæsningen til eksempelvis et dagligt, uundværligt ritual for flere danskere. Foreløbig har filminstruktørerne Lone Scherfig, Søren Kragh-Jacobsen, Susanne Bier og Ole Bornedal sagt ja til at skabe hver deres omkring fem minutter lange film med avisen som omdrejningspunkt. De har fået forholdsvis frie hænder, og resultaterne præsenteres som mikrospillefilm. De vil blive vist på kampagnens netportal, Avistid.dk, og trailere kommer i tv og i biografen. Og i store dagbladsannoncer har foreløbig fhv. direktør for Novo Nordisk Mads Øvlisen, hjerneforskeren Peter Lund Madsen samt nordjyden, sangeren og entertaineren Niels Hausgaard fået god plads til at berette, hvorfor avisen er så væsentlig for både den enkelte og samfundet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her