Onsdag kl. 05.37 Mycket konstigt. Hvordan i helvete bærer de sig ad med at få noget søvn i det her land? Det er allerede lige så lyst udenfor som på en 120-watts dansk sommerdag. Alle under 18 år i husstanden vågnede for 37 minutter siden. Og ville have morgenmad. Er så jävla, jävla træt, at jeg kunne lægge mig til at sove i yderste spor på E 45. Har forsøgt at snige natbriller på begge børn, når de sover. Men de får lortet virret af sig i løbet af natten. Og vågner komplet udhvilede klokken 05.00. Sharp. Slæber selv rundt på 250 timer stor søvnmanko. Har stort set ikke lukket et øje, siden jeg blev udenrigsdansker for to måneder siden. Eneste beboer i husstanden, der er fuldstændig upåvirket af nordsvenske lysforhold, er självklart barnlægen, som først blotter pupillerne 06.30. Hvorefter han hælder fødderne direkte ned i løbeskoene og tager på morgenspring. For så at vende hjem igen. I i alt 20 minutter. Det vil sige præcis den tid, det tager at spise mysli, lave og duscha. Med minutfordelingen på 5, 10 og 5. Næste gang, han kigger ind, er klokken 19.30. Hvor børnene stort set er besvimet. Selv om det stadig er pisselyst. Og hvor barnlægen er helt exhausted. Efter lang, lang arbejdsdag på barn-endokrinologisk laboratorium på Karolinska. Men fuck det. For så er det jo, at jeg får sex lige indtil svensk midnat. Hvor det stadig er pisselyst. Ikke? NEJ!!!! Svaret er fel. Aldeles fel. Har for fan ikke set hans underliv i flere måneder. Han gemmer det ude på badeværelset. Og låser. Skitstövel. Kl. 06.06 Hvordan fan skal jeg holde mig vågen? Godmorgen Sverige, where ever you are: Kl. 06.09 Kunne jo godt tage en lille rök. Ud ad vinduet, forstås. Tobaksrygning er absolyt forbudt i fremhyret bolig. Ligesom i resten af det her land. Burde egentlig ikke være noget stort problem for dansken uden job. (Altså mig). Som officielt ikke har røget, siden Elliot blev undfanget for 18 måneder siden. Godmorgen Sverige, where ever you are: Kl. 06.10 Er det dumt, at han hedder Elliot? Vænner mig sgu aldrig helt til det navn. Som jeg fik mast igennem over for barnlægen for tre måneder siden. Da drengen havde heddet Drengen i hele sit halvårige liv. Har stadig svært ved at sige det højt. Og leder helt åbenlyst efter reaktioner i folks øjne, hver gang jeg præsenterer ham v. navn. De skal bare løfte en øjenvippe, før jeg m. et ironisk skuldertræk skynder mig at sige, at det er noget, han selv har fundet på. Og at vi ikke orkede at tage konflikten med ham. Tænk at lægge afstand til sit eget barn på den måde. På grund af noget, man selv har gjort imod ham. Må kysse ham virkelig meget i dag. Kl. 06.11 Elliot. Hvad skal han gøre, når han får en stilling engang? Men det får han vel ikke med det navn. Kan formentlig kun få ansættelse i en eventyrfilm. Nå, han må rode med det. Jeg er jo træt, blev der sagt. Godmorgen Sverige, where ever you are: Kl. 06.13 Hænger ud ad vinduet og ryger. Formentlig den første smøg, der bliver tændt i hele stan. Der er ikke en själ nede på brostenene. Det er der i øvrigt næsten aldrig. Troede Söder var en slags svensk Østerbro. Men er mere som at være varetægtsfængslet i Den Gamle By i Århus. Nogle gange fotograferer turisterne mig kraftedeme, når jeg hænger og suger. Tror tilsyneladende, de får bydelens boheme med i motivet. Kl. 06.14 Hm. Har faktisk mycket interessant udsigt. Kan se lige ind i lejlighed på den anden side af gaden, som er propfuld af buster. På Samuel-måden. Har luret i en måned. Men endnu ikke set liv derovre. Måske bor der meget spændende, enlig kunstner. Må opklare det senere. Der er havregrød i hele lammeskindstæppet. Hvorfor fanden udhyrar man bolig, hvor alt er hvidt? Og langhåret? Og fucking uvaskbart? Kl. 06.17 Så. Har vasket tæppets hår med Kerastase-shampoo t. tørt hår. Og puttet balsam i. Lod det sidde de foreskrevne to minutter. Så bliver det lettere at rede ud, når jeg har føntørret det. Kl. 06.30. Sharp Så bipper det inde hos barnlægen. Det første, han connecter med om morgenen, er Nokia. Så ved han, at det bliver til noget. Med at komme op, forstås. Mobilalarm lyder i præcis tre sekunder, før han er ude på gulvet. Kl. 07.15 Ældste mand ude af huset. Og den yngste har helt tydeligt brug for en lur. Kl. 06.31 Ja. Så er han lige gået gennem bygningen. M. bart overliv. Og har gennemsnitskysset hele familien. (Måske Elliot lidt mere end Bjørg?). Fulgte ham hemmeligt m. øjnene gennem hele stuen. Og fik det store, forbudte sug af ømhed. Elsker den mands overkrop til døde. Kl. 07.30 One down. Og dermed ro nok til at skændes lidt med Bjørg om, hvorvidt hun skal se Pippi Långstrump på dansk eller svensk. Jeg er den eneste myndige. Og gennemtrumfer den svenske version. Det er altså det sprog, de taler her i byen. Også på dagis, hvor konen skal være senest 9.30. Og jeg kan fan ikke lære hende det. Når jeg forsøger mig med et »Hur mycket kostar denne?«. Eller »Har ni den en storlek større?«, svarer de »Eight hundred and fifty«. Og »No, this is the biggest one we have. They don't make them bigger than this«. Ender fandeme ligesom indvandrerkvinderne i Danmark, som må have deres børn med som tolk i butikkerne og hos lægen. Kl. 10.30 Sådan der. Barn afleveret i Förskolan Ragvald. Afsked tog kun en time. Mere end en halvering i forhold til for fjorten dage siden, hvor jeg så den ene forælder efter den anden forlade dagis og barn med et: »Hej då!«. Mens jeg selv var strandet i sandkassen med fremmedsproget barn i timevis. Og forgæves forsøgte at lokke svensken ind i legen. Svier stadig lidt ikke at kunne smække stor, rød dyrhavelåge til dagis med udsigt på Mariaberget. Kimede myndighederne ned. Og mødte op flere gange i dagis m. udsigt og lod det skinne meget klart igennem, at der var tale om et barnlægebarn. Overbarnlægebarn endda. Men det gav de tusan i. Man måtte vente i køen ligesom alle de andre, sagde de. Skide socialdemokrater. Hela styrkan ... Kl. 17.10 Nå. Har haft o.k. dag. Her er faktisk dejligt. Og smukt. På den majestætiske måde. Hentede Bjørg i dagis efter mellanmål. Som vist nok svarer til frugt i DK-daginstitutioner. Skred ned og skaffede noget aftensmad i Mariahallen. (Hvordan er de lige kommet i tanke om at kalde oksekød for nötkött? Virker ikke super oplagt). Gled også lige ned ad Götgatan til tjekket butik v. navn Designtorget. Købte tilsyneladende overkommelig svensk bog m. titlen 'Svenska FilmReplikBok'. Må for fan være til at stave sig igennem. ... Måske skal man bare være tilfreds. Og glad for udvidet orlov. Udstationering af barnlæge betyder faktisk, at jeg ikke skal se skaldet chef from hell før 1. februar. Næste år. Kl. 22.15 Hæ. Tid til at spionere på den anden side af Sundet. Ind på nettet med mig. ... Nå. Skal åbenbart pludselig være glad for, at man har skuffen fuld af beholdere t. bryster. Ifølge www.politiken.dk er EU's bh-kvote opbrugt. EU's bh-kvote? Er hele det der Bruxelles blevet sindssyge? Og så er det åbenbart Store Jeg-Trækker-Mig Uge. I hvert fald for Lotte Mejlhede og Peter Tudvad. Hun kan i det mindste gå på barsel. Han kan jo ikke lave et barn på Kierkegaard, for fanden. Det har ham der Garff jo tilsyneladende allerede gjort. Kl. 19.50 JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA- AAAAAAAAAAAAAAAA. Så er lægen landet. Kraftedeme nærmest en begivenhed, der udløser klokketelegram på Ritzaus Bureau. Endelig sker der noget. Men hele familien har også stået klar i 20 minutter. Trykket op i ruderne på Venter På Far-måden. Nåede lige at bremse en hurtig 1950'er hånd, der var på vej ned for at glatte det småternede forklæde (#¤%&¤%###!!!), da nøglen gled ind i låsen. Kl. 22.50 Fuck, altså. Stadig masser af indtørret havregryn nede i lammeskindstæppet. Må sætte det op i en hestehale. Eller give det en gang skælshampoo. En af dagene. Kl. 23.05 Ligger helt stille og prøver at se ud, som om jeg ikke tænker på noget bestemt. Og i hvert fald ikke sex. Af og til virker det faktisk, hvis jeg er rolig i dagevis. Kl. 23.10 Men ikke i dag. Barnlægen snorksover. Kan lige så godt koncentrere mig om at score 23 kvarters søvn. Inden svensken tænder den store lampa igen. »Benny. Tycker du att jag har hängpattar?«. »Ööh, nej, jag vete fan, lite, asså det är inget allvarligt, inget man går runt och tänker på. Vad då, vad då har Lasse sagt det eller?«. »Men jeg undrade bara ...«. Fra filmen Kopps, 2003, instrueret af Josef Fares, 'Svenska FilmReplikBok'
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








