Politiet advarede TV 2 om falsk bande

Lyt til artiklen

For en måned siden, søndag 17. juli, spredte et TV 2-indslag uro i de danske stuer: Tv-stationen kunne afsløre, at banden Triple A stod på spring til at overtage magten i Danmark. Få dage efter afdækkede gratisavisen Urban, at banden, ifølge politiet, slet ikke eksisterer. Forundret inspektør Men det vidste TV 2, allerede inden udsendelse nummer to om indvandrerbanden blev bragt mandag 18. juli i Nyhederne kl. 19. Kriminalinspektør Ole Andreasen fra Hvidovre Politi ringede nemlig til TV 2 mandag eftermiddag. »Jeg var blevet meget forundret efter at have set det første indslag om banden Triple A, og jeg fortalte, at politiet ikke kendte til eksistensen af en sådan bande«, siger han. Bevidst fravalg Souschef på TV 2/Nyhederne Lotte Mejlhede forklarer, at hun godt kendte til forklaringen fra Hvidovre Politi, men at TV 2 bevidst fravalgte den. I stedet valgte man at bringe et interview med Per Larsen, chefkriminalinspektør i Københavns Politi. »Det mener jeg ikke, der er noget mærkeligt i. Vi brugte udtalelserne fra Per Larsen, og vores reporter var sikker på, at han bekræftede eksistensen af Triple A«, siger Lotte Mejlhede. Men det gjorde chefkriminalinspektøren ikke. Han fortalte i stedet om bandekriminalitet generelt. »Det synes jeg er meget uheldigt, og det er det, vi allerede har beklaget i vores redegørelse«, siger Lotte Mejlhede. Dukkede aldrig op TV 2's souschef gav i et interview i Politiken i lørdags udtryk for, at det kunne have klædt indslagene, hvis det lokale politi i indslaget var kommet med den oplysning, at det ikke kendte til banden. Og det var faktisk også meningen - det fortæller i hvert fald kriminalinspektøren fra Hvidovre Politi. »Da jeg snakkede med journalisten, sagde han, at de senere på dagen ville komme forbi for at lave et interview for at få vores syn på sagen«, siger kriminalinspektør Ole Andreasen. Rocker-vinkel Men TV 2 dukkede aldrig op, og i stedet for forklaringen fra Hvidovre Politi om, at Triple A måske ikke eksisterer, bragte TV 2 et interview med chefkriminalinspektøren i Københavns Politi. Således indleder studieværten med at advare seerne: »Først til den danske underverden, hvor bander af unge indvandrere tilsyneladende har taget magten« - og derefter fortsætter indslaget med billeder af brændende rockerklubhuse og Per Larsen, som fortæller om tidligere konflikter mellem indvandrerbander og rockere. Intern kritik på TV 2 Flere kilder bekræfter over for Politiken, at kritikken ikke kun kom fra politiet i Hvidovre. Der var massiv kritik af det første indslag på redaktionsmødet allerede søndag aften, og dagen efter fortsatte kritikken. Men på trods af den og politiets oplysninger valgte Lotte Mejlhede altså alligevel at køre videre med historien om Triple A.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her