Diskussionen har bølget i årtier: Er livet for kort til fransk film, oui eller non? Svaret kan findes på Copenhagen International Film Festival, hvor 10 meget forskellige franske film viser en bredde, som vi sjældent får lov til at opleve herhjemme. Skulle nogen stadig svæve i den vildfarelse, at fransk film kun er for intellektuelle med en faible for svært afkodelige kærlighedsdramaer, er en film som 'The Story of My Life' et reality-call af de mere effektive: I den tempofyldte romantiske komedie møder vi forfatteren Raphaël, der roder rundt i Paris i en uforudsigelig jagt på kærlighed og drømme, assisteret af sine to bedste venner, reklamedrengen Jeff og businesskongen Max. 'The Story of My Life' er spækket med absurd morsomme tableauer og resignerede, letfattelige læresætninger som 'Kærlighed er en joke, der kammede over' og befinder sig et sted mellem højre og venstre Seinebred, Woody Allen og 'Sex and the City'. Smertefulde kontoudtog Samme åndelige tilhørsforhold har '35-something', denne gang om tre parisiske veninder i midten af 30'erne, der forsøger at få livet og kærligheden til at hænge sammen, mens kontoudtogene bliver mere og mere smertefuld læsning, efterhånden som trøsteshoppingen tager til. De tre veninders trængsler kunne lige så vel hænde for københavnske veninder - for ikke at tale om Carrie & Co. i New York - og med knastørre afskedsreplikker som »Den, der først får en orgasme, ringer til de andre«, er både latter og selvransagelse sikret. Et helt andet sted i repertoiret ligger et charmerende bud på moderne fransk socialrealisme. 'Zim and Co.' er en ungdomsfilm om småkriminalitet, racisme, kærlighed og venskaber i en parisisk forstad langt fra Seinens pittoreske bredder, og ligger et lunt sted mellem svenske 'Jalla jalla' og franske 'Hadet' - men er mere hjertegribende end førstnævnte og mindre voldelig end sidstnævnte. Pierre Jolivets film om 20-årige Zim og hans venner, der forsøger at holde røven i vandskorpen og ude af fængslet, er skruet sammen i et medrivende tempo og giver endnu en rørende reminder om, at livet så sandelig ikke er for kort til franske film. Voilà, så skulle dén sag vist være afgjort.