Vi taler stort set ikke om dem længere. Frygten for den store paddehattesky drev væk fra de vestlige middagsborde, da den kolde krig gik kold. Og det, selv om der stadig findes rigeligt med kernevåben til at udslette os alle. Indtil flere gange, hvis det skulle være. Selv om de ikke fylder så meget i vores hoveder, er atomvåben - ligesom under den kolde krig - stadig med til at opretholde magtbalancen flere steder i verden. Ja, nogle hævder ligefrem, at en fortsat spredning af atomvåben vil være med til at sikre verdensfreden. Af samme grund har vi måske valgt ikke at frygte kernevåbnene som tidligere. Undtagen når de pludselig bliver kædet sammen med statsløse terrorister, der intet har at miste. »Selv om der er sket en betydelig reduktion af især USA's og Ruslands kernevåben, så råder de to stater stadig over kæmpearsenaler og nok til at ødelægge hele verden. I det hele taget har vi stadigvæk et enormt antal kernevåben i verden. Men mens vi under den kolde krig konstant talte om kernevåbenfare, så taler vi stort set ikke om dem i dag«, siger Ib Faurby, chefkonsulent på Forsvarsakademiet. Atomvåben er et paradoks. De er designet til at skabe mest mulig ødelæggelse - men i bedste fald vil teknologien aldrig blive brugt til noget som helst. De er politiske våben, der holder fjenden i skak ved deres blotte tilstedeværelse. For eksempel er USA tvunget til at forhandle ydmygt med verdens erklærede kernevåbenmagter i stedet for at angribe egenrådigt. Som Peter Viggo Jakobsen, der er leder af Afdelingen for Konflikt- og Sikkerhedsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier, formulerer det: »Paradokset ved atomvåben i dag er, at når en stat først har opbygget et tilpas stort kernevåbenlager, som betyder, at staten besidder den berømte gengældelsesevne (MAD, Mutual Assured Destruction, red.), så får våbnene en stabiliserende effekt. Det vil sige, at når først staten er i stand til at skyde igen, hvis den bliver angrebet, så er kernevåben stabiliserende. Det, der endte med at skabe terrorbalancen under den kolde krig, var netop, at Sovjetunionen fik opbygget et tilstrækkeligt arsenal. For der er jo ikke nogen, som tør skyde først, hvis de ved, at de får atombomber lige i hovedet bagefter. Den situation har vi stadig mellem USA, Rusland og Kina. Og det betyder, at de lande reelt ikke kan komme op at slås. Man kan ikke bruge atomvåben til noget - kun til at forhindre krig. Og det er grunden til, at de ikke er blevet brugt i krigsøjemed siden Hiroshima og Nagasaki for 60 år siden«. Kernevåben sikrer fred En af verdens mest anerkendte teoretikere inden for international politik, amerikaneren Kenneth Waltz, er berømt for det kontroversielle argument, at verden - sat en smule på spidsen - nærmest ikke kan få atomvåben nok. Under et besøg i København for nylig sagde han blandt andet: »Kernevåben har bevaret freden førhen, og de vil blive ved med at bevare freden i fremtiden. Sådan kan det siges i én sætning ... Hvorfor ikke acceptere den faktiske erfaring: Atommagter bliver ikke involveret i krige, der udfordrer deres vitale interesser ... Atomvåben gør folk forsigtige. De kan ikke bruges til andet end afskrækkelse«. Forholdet mellem to lande kan - hvor mærkeligt det end lyder - i mange tilfælde blive varmere, når de peger deres atomsprænghoveder mod hinanden, mener Waltz. Han henviser til, at Pakistan og Indien har fået et bedre naboskab, efter at Pakistan fik atomvåben nok til at kunne gengælde et angreb fra fjenden Indien. »Waltz siger ikke, at vi skal give alle bananrepublikker atomvåben, for de vil nok ikke kunne håndtere dem. Men han mener, at en spredning ikke er af det onde. Waltz er for eksempel tilhænger af at give iranerne atomvåben, for så vil de kunne slappe mere af og blive til at tale med. Og amerikanerne vil droppe deres håbløse overvejelser om at bombe dem«, forklarer Peter Viggo Jakobsen. Det var den gensidige skræk for hinandens imponerende våbenarsenal, der var skyld i, at våbnene aldrig blev luftet under den kolde krig. Men Ib Faurby er dog en smule i tvivl om, hvorvidt man kan overføre denne logik til i dag. »Det er jo en spekulation, om kernevåben i virkeligheden forhindrer krig. For problemet med den argumentation er bare: Kan vi være sikre på, at der sidder et rationelt styre i disse lande, som deler opfattelsen af kernevåbnenes betydning? Eller kan der komme nogle galninge til?«, spørger Faurby. Skrækscenario Det, som i dag kan få os til at visualisere den altødelæggende paddehattesky, er konflikterne med de såkaldte slyngelstater, blandt andre Pakistan og Nordkorea. For kan man stole på, at paranoide diktatorer og styrer tæt på kollaps omgås kernevåbnene med behørig ydmyghed? »I dag er det store skrækscenario for eksempel, at styret i Pakistan falder sammen, for hvad sker der så med landets kernevåben«, spørger Peter Viggo Jakobsen og kommer selv med et svar: »Umiddelbart er Pakistan allieret, men hvis landets ustabile regime skvatter sammen, er spørgsmålet, om kernevåbnene for eksempel kan komme i hænderne på al-Qaeda. Det er faktisk ikke helt umuligt, for vi ved, at de pakistanske videnskabsfolk, som rent faktisk har udviklet landets atomvåben, har holdt flere møder med al-Qaeda gennem Khan-netværket, som er blevet afsløret i at sælge atomteknologi til en række lande, blandt andet Libyen«. Ib Faurby uddyber: »Pakistan kunne blive et land, som vi er bange for, på samme måde som vi i dag er for Nordkorea. Nordkorea er et gammelt stalinistisk diktatur, som har enorme økonomiske problemer og et system, som vi har svært ved at gennemskue. Og så har det en ekstremt paranoid leder. Vi har ingen forudsætninger for at vurdere, hvad der foregår inde i hovedet på Kim Jong-il, som virkelig er en underlig snegl. Nordkorea er igen et eksempel på, at kernevåben er politiske våben - for selv om Nordkorea ikke bruger sine kernevåben, så har de givet landet indflydelse, for der er grænser for, hvor meget pres USA tør lægge på landet«. Vi kan altså være nogenlunde sikre på, at kernevåbenmagter ikke vil bruge deres våben. Men hvad sker der, hvis hule-terrorister, som hverken har et land, en befolkning eller en infrastruktur at beskytte - og som tværtimod bliver glade, hvis der dør en masse - får fat i atomvåben? Ib Faurby mener, at der er mange grunde til at være nervøse for Osama bin Laden, men ikke for, at han sidder i det nordvestlige Pakistan og konstruerer atombomber. »Den der med, at en terrororganisation står hjemme i kælderen og laver kernevåben, det er så godt som usandsynligt. For selv om de fysiske principper er velkendte, så er det rent teknisk ganske svært. Derfor frygter de fleste terroreksperter heller ikke, at en terrorgruppe selv laver atombomben, putter den i en container og sejler den ind i en amerikansk storbys havn, som man kender det fra fiktionen. Når vi ser på terrorhandlinger i dag - om det er i Irak, London eller Madrid - så bliver de alle gennemført med konventionelle bomber«. Men hvis det nu skulle ske, at al-Qaeda rent faktisk fik fat i atomvåben, kan man så overhovedet på klassisk vis afskrække terroristerne fra at bruge dem? »Den almindelige tænkning er, at det kan man nok ikke«, siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter: »Hvis al-Qaeda får fat i atomvåben, så er vi på spanden, for det vil være svært at forhindre dem i at bruge våbnene. Og de vil bruge dem der, hvor det gør allermest ondt på os, nemlig i vestlige storbyer. Til gengæld vil man kunne afskrække andre terrorister fra at forsøge at få atomvåben og fra at samarbejde med al-Qaeda. Det gælder terrorister, som har mere praktiske eller politiske mål som for eksempel palæstinenserne. Deres kamp for en egen stat er afhængig af sympati, og hvis de truede med atomvåben, ville den sympati forsvinde. Det ved de godt, så de har et meget stort incitament for at holde snitterne fra al-Qaeda og lignende grupper og også for at holde sig fra atomvåben. Problemet er den lille sub-kategori af terrorgrupper, der ligesom al-Qaeda har nogle meget vidtløftige mål om at ville lave noget globalt halløj og fordrive Vesten fra Mellemøsten. De skal fandenbanke mig ikke have atomvåben, for de kan finde på at bruge dem. Uden at advare os først«. Politiske konsekvenser For at få fat i atomvåben eller det berigede uran og plutonium, som bruges til at lave dem, skal al-Qaeda altså på rov, og i den sammenhæng er Rusland et problem. For her ligger store mængder skrottede våben og materiale, som langtfra er sikret så godt, som man kunne ønske sig. Noget er forsvundet, mens andet er forsøgt solgt videre. USA, som har den tekniske ekspertise på området, er dog begyndt at samarbejde med russerne om at sikre, at våbenmaterialet ikke kommer i de forkerte hænder. En anden joker i spillet om atomvåbenudvikling er de sovjetiske videnskabsmænd med speciale i kernevåben, som blev arbejdsløse, da våbenkapløbet var ovre. Den store bekymring har været, at for eksempel rige oliestater som Libyen kunne lokke videnskabsmændene til at droppe en kummerlig tilværelse i Rusland for i stedet at udvikle kernevåben et nyt sted. »Men formentlig er problemet ikke så stort, som man en overgang troede, og det ser jo ud, som om Libyen er ved at finde ind på dydens smalle sti«, siger Ib Faurby. Grundlæggende kan ingen af de to sikkerhedseksperter umiddelbart forestille sig et land, som under de nuværende omstændigheder vil gribe til atomvåben. Men hvis der nu alligevel kom et angreb på Vesten, er Peter Viggo Jakobsen ikke i tvivl om amerikanernes reaktion. »Ved hjælp af tekniske undersøgelse vil man altid kunne finde ud af, hvor en sprængt atombombe er produceret henne, og hvis den går tilbage til en stat, kan du selv gætte, hvad der sker med den stat. Se, hvad der skete med Afghanistan, da landet blev rodet ind i et angreb. Det forsvandt fra landkortet, og det vil en stat, der tyr til atomvåben mod et vestligt land, også gøre. De vil simpelthen få nogle bank, med alt, hvad USA har. Også med atomvåben om nødvendigt. Hvis der sprænges en atombombe i en vestlig storby, så tror jeg, at amerikanerne kan slippe af sted med meget. Jeg vil stadig vove den påstand, at hvis amerikanerne havde brændt taktiske atomvåben af for at smadre nogle af hulekomplekserne i Afghanistan i kølvandet på 11. september, så havde folk nok ikke sagt det store til det«. Der er dog ingen tvivl om, at næste gang en atombombe sprænges i krigshandling, så vil det få uoverskuelige psykologiske og politiske konsekvenser. »Kernevåben er kun blevet brugt to gange, men er nu i 60 år ikke blevet brugt militært. Vi ved alle, hvad der skete i Hiroshima og Nagasaki, og siden da er de ikke blevet rørt, på trods af at der har været tusindvis af dem. Så vi har vænnet os til, at atomvåben kun er et politisk våben«, siger Ib Faurby og fortsætter: »Men den dag, den tærskel overskrides, vil det have en enorm politisk og psykologisk effekt. Vi vil alle sammen blive meget mere bange. Som en amerikansk forfatter skrev for mange år siden: »Selv den største høg vil tage en dyb indånding, næste gang et kernevåben går af«.